Studierelevant erhvervsarbejde af stor betydning for de studerende
Videnskabsministeriet har i samarbejde med Rambøll Management gennemført undersøgelsen af de universitetsstuderendes erhvervsarbejde og sammenhængen mellem erhvervsarbejde under studiet, frafald, studietid og beskæftigelse.
En ny undersøgelse viser, at studierelevant erhvervsarbejde kan være af stor betydning for de studerende. Risikoen for frafald formindskes, og sandsynligheden stiger for, at den studerende er i et endog bedre betalt startjob efter færdiggørelse af studiet, end studerende uden studierelevant job eller uden studiejob overhovedet.
– Undersøgelsen bekræfter, at relevant studiearbejde i rimeligt omfang, omkring ti timer om ugen, er godt for de studerende. At få brugt sin viden i praksis og knytte kontakter i relevante erhvervsmiljøer er motiverende og skaber god sammenhæng mellem studierne og de fremtidige beskæftigelsesmuligheder, siger videnskabsminister Helge Sander.
De mest erhvervsaktive studerende findes på medicinstudiet, hvor 90 pct. har studiejob, skarpt forfulgt af stud.merc. – her er andelen af erhvervsaktive 88 pct. på kandidatoverbygningen – og samfundsfagsstuderende med en andel på 85 pct.
– Undersøgelsen viser dog også, at man ikke skal overdrive erhvervsarbejdet, for så stiger risikoen for at få forlænget studietiden eller slet ikke at blive færdig med studierne, siger Helge Sander.
Undersøgelsen af de ca. 100.000 universitetsstuderendes erhvervsarbejde viser, at fire ud af fem har erhvervsarbejde, og at de herved tjener mere, end de får i SU.
Videnskabsministeriet har i samarbejde med Rambøll Management gennemført undersøgelsen af de universitetsstuderendes erhvervsarbejde og sammenhængen mellem erhvervsarbejde under studiet, frafald, studietid og beskæftigelse.
Udover de studierelevante brancher arbejder de studerende typisk på hotel, restaurant og cafe eller inden for forlystelser, kultur, sport og handel.
Hovedresultaterne af undersøgelsen er offentliggjort på Videnskabsministeriets hjemmeside, www.vtu.dk.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til vicedirektør René Bugge Bertramsen, tlf.: 7226 5600.




