Regionale videnpiloter skal skabe vækst i alle hjørner af landet
Videnskabsminister Helge Sander igangsætter nu et nyt initiativ – Regionale videnpiloter – der skal få flere højtuddannede ud og skabe vækst og udvikling i de små og mellemstore virksomheder uden for landets storbyer.
Videnskabsminister Helge Sander igangsætter nu et nyt initiativ –Regionale videnpiloter – der skal få flere højtuddannede ud og skabe vækst og udvikling i de små og mellemstore virksomheder uden for landets storbyer.
– Vi har i Danmark en stor udfordring i at sikre, at vores mange små og mellemstore virksomheder kan forblive konkurrencedygtige under det stadig voksende pres fra globaliseringen. Det er derfor afgørende, at også de mindre virksomheder, som ligger uden for de større universitetsbyer, får åbnet øjnene for de gevinster, der ligger i at anvende højtuddannet arbejdskraft, siger videnskabsminister Helge Sander.
Tidligere undersøgelser har dokumenteret de højtuddannedes værdi for de mindre virksomheder. En undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA fra juni 2004 viser således, at virksomheder, der ansætter en højtuddannet har større innovationskraft og oplever en markant større vækst i forhold til virksomheder uden højtuddannede. I dag er det kun 14 procent af landets små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger højtuddannede.
– Med initiativet kan vi nu tilbyde små og mellemstore virksomheder over hele landet en højtuddannet medarbejder –en videnpilot – der kan være med til at give virksomheden et innovativt løft. Vi forventer at kunne igangsætte minimum 400 videnpiloter i løbet af de næste fire år, siger videnskabsministeren.
Regeringen har i alt afsat ca. 57 mio. kr. til initiativet i perioden 2005-2008, heraf 12 mio. kr. i 2005.
Konkret indebærer initiativet, at virksomheder med under 100 ansatte kan opnå et økonomisk tilskud til at ansætte en højtuddannet til at løse en konkret udviklingsopgave af 6-12 måneders varighed i virksomheden. Opgaven kan eksempelvis omhandle produktudvikling, optimering af produktionsprocesser eller udvikling af nye markeder mv. Der åbnes for ansøgninger fra den 10. februar 2005.
De Regionale videnpiloter er et af de initiativer, som regeringen lancerede i september 2004 i den regionale handlingsplan "Viden flytter ud", for at sætte skub i en videnbaseret udvikling i alle hjørner af landet.
Et af de andre større initiativer i handlingsplanen – Regionale teknologicentre – vil også blive opstartet i løbet af 2005. De Regionale teknologicentre skal styrke kompetencer og vækstpotentialer i regionerne uden for storbyerne og fungere som bindeled mellem forskningen og de regionale virksomheder. Det er tanken, at centrene skal opbygges som forpligtende samarbejder mellem eksempelvis universiteter, GTS-institutter, regionale CVU-ere og virksomheder.
Der er i alt afsat 73 mio. kr. over de næste fire år til etablering af ca. 6-10 regionale teknologicentre rundt om i landet. Videnskabsministeriet forventer at gennemføre en ansøgningsrunde til de Regionale teknologicentre i løbet af året, således at de første centre kan opstartes inden udgangen af 2005.




