Videre til indhold. | Videre til menunavigation

11.03.2005

Politisk enighed om 3G-auktion

Den ledige 3G-tilladelse skal sendes i auktion. De politiske partier bag teleforliget blev i dag enige om at forberede en auktion over den ledige 3G-tilladelse, som blev tilbageleveret for godt en måned siden til IT- og Telestyrelsen.

Den ledige 3G-tilladelse skal sendes i auktion. De politiske partier bag teleforliget blev i dag enige om at forberede en auktion over den ledige 3G-tilladelse, som blev tilbageleveret for godt en måned siden til IT- og Telestyrelsen.

– Vi er enige om, at auktionen skal iværksættes hurtigst muligt. Men samtidig skal grundlaget for auktionen analyseres nøje, da vi skal sikre os effektiv og lige konkurrence på 3G-markedet, siger videnskabsminister Helge Sander.

Partierne bag teleforliget – Venstre, Socialdemokraterne, Konservative, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – skal i den kommende tid blandt andet beslutte sig for, hvilken auktionsform der skal anvendes – skal der være tale om åbne eller lukkede bud? Desuden skal en række andre forudsætninger for auktionen fastlægges. Eksempelvis hvilken mindstepris, der skal fastsættes; om eksisterende 3G-operatører, som er selskaberne 3, TDC og TeliaSonera, skal kunne byde; hvilken varighed og hvilke dækningskrav, der skal gælde for den fjerde 3G-tilladelse mv.

Videnskabsministeriet har, ligesom ved sidste auktion, etableret en tværministeriel arbejdsgruppe med deltagelse af Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen og IT- og Telestyrelsen for at koordinere opgaven. Det er endvidere tanken at inddrage ekstern konsulentbistand til at skaffe det bedst mulige grundlag for de politiske beslutninger, der skal træffes.


Yderligere oplysninger ved henvendelse til Videnskabsministeriet, kontorchef Sune Rahn, tlf. 3392 9873.

Del