Videre til indhold. | Videre til menunavigation

15.03.2005

OECD: Styrkeposition inden for it og tele har givet højere dansk vækst

OECD påviser, at Danmarks styrkeposition inden for it og tele har bidraget til en højere dansk vækst det seneste tiår. Det er en klar støtte til regeringens mål om fortsat stærkt fokus på informations- og kommunikationsteknologi.

– OECD påviser, at Danmarks styrkeposition inden for it og tele har bidraget til en højere dansk vækst det seneste tiår. Det er en klar støtte til regeringens mål om fortsat stærkt fokus på informations- og kommunikationsteknologi. Dermed kan vi bevare og forbedre dansk konkurrenceevne i de kommende år, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til en ny OECD-evaluering.

OECD's evaluering af den danske it- og telepolitik rettet mod virksomhederne anbefaler regeringen at fremme innovationen og konkurrencen på telemarkedet, styrke de små og mellemstore virksomheders teknologi-anvendelse, udbrede fælles standarder og fremme udbuddet af kvalificeret arbejdskraft.

– Vi har allerede med regeringsgrundlaget sat fokus på blandt andet forsknings-, innovations- og uddannelsesområdet. OECD's øvrige anbefalinger vil vi se nærmere på og tilsvarende tage hånd om, siger Helge Sander.

OECD's evaluering flugter offentliggørelsen i sidste uge af World Economic Forums meget positive karakterer til Danmarks evne til at udnytte informations- og kommunikationsteknologiens vækstmuligheder.

De danske styrkepositioner er ifølge OECD's evaluering:

  • det politiske fokus på informations- og kommunikationsområdet
  • en stærk teleinfrastruktur med en meget høj dækningsgrad
  • en høj udbredelse og anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi i virksomhederne, hos borgerne og i det offentlige, samt
  • mange nystartede virksomheder inden for ikt-sektoren.

– OECD fremhæver regeringens innovative politik med hensyn til digital signatur og den forholdsvis store udbredelse af digital forvaltning. Det er nyttigt for både borgere og virksomheder, og med kommunalreformen får vi en historisk chance for at udbygge denne styrkeposition yderligere, siger Helge Sander.


OECD-rapporten "ICT Diffusion to Business: Peer review: Denmark" samt en dansk oversættelse af resumé og anbefalinger findes på www.vtu.dk.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Videnskabsministeriet, chefkonsulent Per Langeland Christensen, tlf.: 3392 9393, eller til OECD, kontorchef Graham Vickery, tlf.: 331 4524 9387, .

Del