Ny direktør skal sætte Højteknologifonden i gang
Højteknologifonden ansætter ny direktør og offentliggør rammer for årets opslag og virkemidler. Alle potentielle ansøgere kan nu gå i tænkeboks for at få gode ideer og samarbejdsparterne.
Højteknologifonden ansætter ny direktør og offentliggør rammer for årets opslag og virkemidler. Alle potentielle ansøgere kan nu gå i tænkeboks for at få gode ideer og samarbejdsparterne.
Højteknologifondens bestyrelse har valgt Carsten Gaarn-Larsen som ny direktør for fondens administration. Han er 39 år, uddannet civilingeniør fra DTU og siden cand.merc. fra CBS og er i dag afdelingschef i TDC. Gennem sin karriere har Carsten Gaarn-Larsen arbejdet med telekommunikation i alle aspekter – innovation, venturekapital, organisation og teknologioverførsel. Han er medlem af IT-Brancheforeningen og har siddet i Dansk Venture Kapital Forening.
– Jeg er meget glad for, at vi har fået den helt rette mand på posten som ny direktør, udtaler bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen. Vi har haft mange kompetente personer at vælge mellem blandt de ca. 40 ansøgere. Men hele bestyrelsen er enig i, at vi med Carsten Gaarn-Larsen har fået den kombination af højteknologisk innovation, forretning og organisation, som vi søgte.
Carsten Gaarn-Larsen vil tiltræde snarest muligt, og han får to hovedopgaver. Han skal etablere et sekretariat for fonden, som får til huse i Holbergsgade 14, hvor sekretariatet for Danmarks Grundforskningsfond også ligger. Dernæst skal han forestå efterårets ansøgningsproces for de 200 mio. kr., som Højteknologifonden kan uddele i år.
Højteknologifondens særkende er, at den både støtter forskning og innovation, og at alle støttede initiativer skal gennemføres i et forpligtende samarbejde mellem offentlige og private parter. Bestyrelsen vil anvende to hovedmodeller for de første 200 mio. kr.
Den største del af midlerne – ca.150 mio. kr. – skal gå til "store højteknologiske satsninger", der gennemføres i et samarbejde mellem offentlige forskningsinstitutioner og en eller flere virksomheder.
De øvrige ca. 50 mio. kr. skal gå til "SMV-rettede projekter", hvor de private parter skal udgøres af små og mellemstore virksomheder. Alle parter skal bidrage med medfinansiering, mens fonden dækker op til halvdelen af omkostningerne.
I forbindelse med efterårets uddeling af midler har bestyrelsen besluttet at anvende brede opslag, hvor der kan søges om medfinansiering til højteknologisk forskning og innovation. Alle ansøgninger bør dog have særligt fokus på et eller flere af felterne nano-, bio- og informations- og kommunikationsteknologi, herunder grænsefladerne mellem disse.
– Da fonden er en nyskabelse i det danske forsknings- og innovationssystem, har vi i bestyrelsen fundet det mest rigtigt at slå bredt op, siger Jørgen Mads Clausen. På den måde vil vi forhåbentlig også få spændende ansøgninger fra parter, som har haft svært ved at få støtte fra de etablerede råd og fonde.
Opslagene forventes offentliggjort 1. september.
Yderligere oplysninger om direktøren: direktør Carsten Gaarn-Larsen, tlf.: 2323 0000. Yderligere oplysninger om Højteknologifonden: specialkonsulent Carsten Aabo, tlf.: 3392 9910, .




