Videre til indhold. | Videre til menunavigation

04.05.2005

Flot dansk it-placering – men plads til forbedringer

Danmark står stærkt, sammenlignet med andre lande, når det gælder udbredelsen af informations- og kommunikationsteknologi. Det fremgår af den it- og telepolitiske redegørelse, som videnskabsminister Helge Sander har sendt til Folketinget.

Danmark står stærkt, sammenlignet med andre lande, når det gælder udbredelsen af informations- og kommunikationsteknologi. Det fremgår af den it- og telepolitiske redegørelse, som videnskabsminister Helge Sander har sendt til Folketinget.

– En fjerdedel af stigningen i samfundets produktivitet stammer fra anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi, så der er grund til en stærk indsats for at fastholde vores flotte internationale placering, siger Helge Sander, som peger på følgende fokus-områder:

  • Især de små og mellemstore virksomheder høster ikke det fulde potentiale ved informations- og kommunikationsteknologi, selv om virksomheder med avanceret IKT-anvendelse tjener flere penge end andre virksomheder. Eksempelvis er IKT-systemer til indkøb og/eller ordremodtagelse halvt så udbredt i de små og mellemstore virksomheder, som i de store virksomheder.
  • I den offentlige sektor er den digitale kommunikation mellem myndighederne stærkt stigende, men den digitale kommunikation mellem myndigheder og borgere eller virksomheder stagnerer.
  • Blandt borgerne er der stadig mange, der ikke benytter de digitale muligheder, og en stor del føler sig utrygge ved en mere avanceret IKT-anvendelse.

– Regeringen vil blandt andet koncentrere sin indsats på at sikre konkurrencen på it- og telemarkedet, en øget it-standardisering baseret på åbne standarder, og en udbygget anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi i de små og mellemstore virksomheder, siger Helge Sander.

It- og telepolitisk redegørelse 2005 samt to baggrundsrapporter, udarbejdet i samarbejde med Danmarks Statistik, kan findes på Videnskabsministeriets hjemmeside www.vtu.dk.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Per Langeland Christensen og Mikkel Leihardt.

Del