Videre til indhold. | Videre til menunavigation

12.01.2005

Flere forskere – men stadig for lidt konkurrence om stillingerne

Der er kommet flere universitetsforskere, flere udenlandske forskere, alderspuklen er udjævnet, der ansættes flere kvinder i dansk forskning – men der er fortsat for lidt konkurrence om stillingerne.

Der er kommet flere universitetsforskere, flere udenlandske forskere, alderspuklen er udjævnet, der ansættes flere kvinder i dansk forskning – men der er fortsat for lidt konkurrence om stillingerne.

– Hvis vi skal vinde slaget om globaliseringen, så skal vore universiteter være i verdensklasse. Vi har nu dokumentation for, at universiteterne er godt på vej, men vi kan stadig blive bedre. Særligt skal vi sikre, at der er en sund kappestrid om stillingerne på universiteterne, så vi får de allerbedste forskere, siger videnskabsminister Helge Sander (V).

Resultaterne fremgår af en ny analyse fra UNI•C af udviklingen i forskerbestanden på universiteterne. Undersøgelsen dækker perioden 2001-2003 og er en opfølgning på tidligere undersøgelser.

Ifølge undersøgelsen er der fortsat for lidt konkurrence om stillingerne. Over halvdelen af stillingerne blev besat med kun én kvalificeret ansøger. Samtidig besættes næsten tre fjerdedele af stillingerne med interne ansøgere. Omfanget af intern rekruttering er således steget mærkbart i forhold til den sidste opgørelse fra 1998-2000.

– Vi skal have mere konkurrence om stillingerne. Ingen er tjent med mistanke om nepotisme. Men vi skal holde tungen lige i munden, for vi skal samtidig skabe plads til attraktive karriereveje for unge forskertalenter, siger Helge Sander.

– Undersøgelsen handler jo om fortiden, men jeg har sendt en ny ansættelsesbekendtgørelse i høring – en bekendtgørelse, der netop skal imødegå mange af de problemer, som UNI•C's undersøgelse rejser. Jeg vil nu lytte til de mange gode råd, vi får ind, så vi sikrer de bedst mulige rammer for fremtidens forskerrekruttering.

Der er frist for svar på den ny ansættelsesbekendtgørelse mandag den 17. januar 2005. Bekendtgørelsen lægger op til, at både professorater og lektorstillinger som hovedregel skal slås op internationalt fremover. En anden nyskabelse er, at flertallet af personer i de udvalg, der bedømmer ansøgernes kvalifikationer i forbindelse med stillingsbesættelser, skal komme udefra.

Hovedkonklusionen i undersøgelsen er dog, at der samlet er kommet flere universitetsforskere, og at universiteterne har held med at tiltrække udenlandske forskere. Alderspuklen for lektorerne er også blevet udjævnet. Og så ansættes der relativt flere kvinder i dansk forskning.

– Vi forøger nu antallet af ph.d.-stillinger med 50 pct. Samtidig er vi gode til at hente kloge hoveder til landet. Det er helt væsentligt for, at vi skal lykkes med at gøre Danmark til et af verdens førende højteknologiske samfund, siger Helge Sander.

– Universiteternes arbejde med at lette generationsskiftet, ser også ud til at virke. Det er positivt for de unge forskere, der står på spring for at gøre karriere i forskerverdenen.

– Det er også glædeligt, at der er kommet flere unge kvindelige forskere på universiteterne. Det lover godt for fremtiden, at forskere af begge køn nu er så stærkt med.


Hovedresultaterne af undersøgelsen er offentliggjort på Videnskabsministeriets hjemmeside, www.vtu.dk.

Undersøgelsen kan i sin fulde form læses på UNI•C's hjemmeside,
www.uni-c.dk
.

Del