EU-forskning: Mindre bureaukrati og plads til de mindre deltagere
Forslaget om en fordobling af investeringerne i forskning og teknologisk udvikling i EU er et godt udgangspunkt for de videre forhandlinger om det syvende rammeprogram, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Forslaget om en fordobling af investeringerne i forskning og teknologisk udvikling i EU er et godt udgangspunkt for de videre forhandlinger om det syvende rammeprogram, siger videnskabsminister Helge Sander i forbindelse med den første behandling af Kommissionens forslag i Rådet for konkurrenceevne, mandag den 18. april.
– Jeg vil i de videre forhandlinger blandt andet arbejde for en afbureaukratisering, så det bliver mere enkelt for ansøgerne at deltage i de fælleseuropæiske projekter. Der er behov for væsentlige forbedringer i forhold til gældende praksis, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren ønsker også en forstærket indsats for de små og mellemstore virksomheders deltagelse i projekterne. Danmark pressede under vedtagelsen af det sjette rammeprogram på for en målsætning om, at 15 procent af midlerne skulle gå til små og mellemstore virksomheder. I de fleste programmer er der et godt stykke vej til målet.
– Regeringen har haft stor succes med en dansk støtte til udarbejdelse af ansøgninger. Og der er brug for flere incitamenter, så de mindre virksomheder og forskningsmiljøer i endnu højere grad kan udnytte de meget store muligheder, der ligger i de internationale programmer, siger Helge Sander.
Med dagens drøftelse i Rådet for konkurrenceevne i Luxembourg er forhandlingerne for alvor gået i gang om EU's fremtidige forsknings- og innovationspolitik frem til 2013.
Forslaget til det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling fra Kommissionen blev fremlagt den 6. april. Udspillet har fået en positiv modtagelse som en hurtig opfølgning på den reviderede Lissabon-strategi, som Det Europæiske Råd aftalte i marts. I den ny Lissabon-strategi understreges nødvendigheden af øgede investeringer i udviklingen af ny viden både nationalt og i Unionen som helhed.
– Kommissionens forslag indeholder også væsentlige nyskabelser. Blandt andet den danske mærkesag om etableringen af et europæisk forskningsråd for grundforskning. Samtidig foreslås betydelige satsninger på udviklingen de lovende teknologier, der vil skabe fremtidens arbejdspladser i Europa. Jeg glæder mig over, at Kommissionen har lyttet til landenes anbefalinger om indholdet af det europæiske forskningssamarbejde, siger Helge Sander.
Vedtagelsen af rammeprogrammet vil ske efter grundige forhandlinger både i Rådet og i Europa-Parlamentet. Det er planen, at en endelig beslutning vil blive truffet i sommeren 2006. Videnskabsministeriet har netop sendt forslaget i national høring med henblik på, at en detaljeret dansk holdning til forslaget kan foreligge allerede i slutningen af maj 2005.
Kommissionens forslag indebærer, at der over en syv-årig periode af EU kan foretages investeringer i forskning og innovation på i størrelsesordenen 500 mia. kr. Danmark støtter forslaget til budget, som betyder en fordobling af investeringerne i forskning fra de årlige udgifter i 2005 på 35 mia. kr. til 70 mia. kr. i årene frem til 2013.
Yderligere oplysninger ved henvendelse til Videnskabsministeriet, chefkonsulent Holger Rasmussen, tlf.: 3392 9716, e-mail: .




