Danmark i front i internationalt uddannelsessamarbejde
Politisk enighed på den europæiske ministerkonference i Bergen sikrer nu mere forpligtende internationalt samarbejde om de videregående uddannelser og forskeruddannelsen.
Politisk enighed på den europæiske ministerkonference i Bergen sikrer nu mere forpligtende internationalt samarbejde om de videregående uddannelser og forskeruddannelsen.
På konferencen har fem nye lande tilsluttet sig den såkaldte Bologna proces, hvor målene er mere kvalitetssikring, mobilitet og ensartethed på tværs af de nu 45 deltagende landes uddannelser.
– Studerende og borgere over hele Europa får bedre adgang til at udnytte deres kvalifikationer i andre europæiske lande, og det bliver nemmere at tiltrække kvalificerede udlændinge til Europa og Danmark. Dette er helt på linie med regeringens nye integrationsudspil, siger videnskabsminister Helge Sander.
– I løbet af de første fem år er deltagerlandene nået langt. Fremskridtene har især været store inden for anerkendelse af uddannelser fra andre lande. Dette kan vi styrke yderligere ved hjælp af en ny, europæisk referenceramme for kvalifikationer, samtidig med at nye fælles standarder for kvalitetssikring vil øge tilliden til de andre landes uddannelser.
Danmark er duks, når det angår implementeringen af initiativer i Bologna processen om reformer af videregående uddannelser. Dette fremgår af en oversigt, som er offentliggjort i forbindelse med ministerkonferencen.
– Regeringen prioriterer det internationale samarbejde højt. Det er nødvendigt for at ruste vores uddannelser til det internationale marked og for at tiltrække de bedste studerende, siger Helge Sander.
– De danske forskeruddannelser skal også have et mere internationalt snit. Alle ph.d.'ere skal til udlandet under deres forskeruddannelse. Det har drøftelserne her på Bergen-mødet været med til at sikre, siger videnskabsministeren.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Videnskabsministeriet, vicedirektør René Bugge Bertramsen, tlf.: 7226 5000, .




