Videre til indhold. | Videre til menunavigation

18.11.2005

Borgertilfredshed og kommunale besparelser med net-tjenester

Otte ud af ti københavnske brugere er glade for at kunne tjekke ventelister, søge om sit barns optagelse på daginstitutionspladser og anmelde flytning på nettet via Københavns Kommunes hjemmeside.

Otte ud af ti københavnske brugere er glade for at kunne tjekke ventelister, søge om sit barns optagelse på daginstitutionspladser og anmelde flytning på nettet via Københavns Kommunes hjemmeside. Samtidig sparer kommunen penge på, at borgerne bruger nettet frem for telefonen i kontakten med det offentlige.

Det er nogle af konklusionerne fra en evaluering af et fællesprojekt mellem Videnskabsministeriet og Københavns Kommune om digitalisering af den offentlige service.

– Evalueringen viser, at både borgere og det offentlige har klare fordele af at udnytte de digitale muligheder på internettet. Det er konklusionen efter et godt fællesprojekt mellem ministeriet og kommunen og flere års hårdt arbejde. Nu skal vi have spredt og nyttiggjort erfaringerne i de øvrige kommuner, siger videnskabsminister Helge Sander.

Evalueringen viser, at der fortsat er mange københavnere, som ikke kender til og derfor heller ikke benytter Københavns Kommunes internetservice. Derfor skal de digitale tilbud markedsføres mere intenst, ligesom en bredere og bedre service skal tilbydes på nettet.

Dertil siger Københavns overborgmester, Lars Engberg:

– Det er glædeligt, at rapporten viser, at der kan opnås effektiviseringer med elektronisk selvbetjening, og at mange borgere ønsker at betjene sig via de elektroniske services. I øjeblikket arbejder vi på at lancere en række nye ydelser, så borgerne får flere muligheder for at betjene sig via internettet. Ydelserne repræsenterer en ny generation af løsninger, hvor der foretages direkte opslag i vores fagsystemer. Herved kan arbejdsgangene effektiviseres yderligere og mulighederne for fejl mindskes, hvilket tilsammen vil give en bedre borgerbetjening af kommunens borgere.


Yderligere oplysninger om samarbejdet mellem Københavns Kommune og Videnskabsministeriet kan fås ved henvendelse til:

Københavns Kommune, vicedirektør Peter Knub, tlf.: 3366 2894, e-mail: . Videnskabsministeriet, kontorchef Lars Frelle-Petersen, tlf. 3392 7992, e-mail: .

Del