Akademikerkampagnen kører videre
Succesen med at få flere akademikere ud på de små- og mellemstore virksomheder – den såkaldte Akademikerkampagne – kører videre. Regeringen har sammenlagt afsat mellem 15-20 mio. kr. på næste års Finanslov til at videreføre aktiviteter i Akademikerkampagnen.
Succesen med at få flere akademikere ud på de små- og mellemstore virksomheder – den såkaldte Akademikerkampagne – kører videre. Regeringen har sammenlagt afsat mellem 15-20 mio. kr. på næste års Finanslov til at videreføre aktiviteter i Akademikerkampagnen på Beskæftigelses- og Videnskabsministeriets område.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har følgende kommentar:
– Vi ved fra flere undersøgelser, at højtuddannede skaber vækst og udvikling på virksomhederne. Derfor afsætter vi nu 2,5 mio. kr. på Beskæftigelsesministeriets område til at fortsætte kampagnen og sætte nye skibe i søen. Lige nu har vi en fantastisk chance for at bygge bro mellem virksomhederne og højtuddannede. Det er den bro vi har behov for, hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence.
Videnskabsminister Helge Sander tilføjer:
– Vi vil fortsætte successen med Akademikerkampagnen. Derfor vil vi nu sætte forsøg i gang for massivt at forbedre universiteternes jobindsats og karrierevejledning. Vi afsætter også 15 mio. kr. om året de næste tre år til at få endnu flere videnpiloter ud på virksomhederne. Det sker i forbindelse med UMTS-aftalen mellem regeringen, S, R og SF. Dermed er der nu afsat 90 millioner kr. de næste tre år, så vi få viden ud i regionerne.
Samlet er der er tale om følgende fem aktiviteter på Beskæftigelses- og Videnskabsministeriets områder:
Mange flere penge til Videnpiloterne
Akademikere gør en forskel, når de kommer ud på virksomhederne. Derfor afsætter regeringen, S, R og SF som led i UMTS-forliget 15 mio. kroner hvert år de næste tre år på Videnskabsministeriets område til, at virksomheder kan få tilskud til at ansætte en såkaldt Videnpilot. Gennem ordningen kan virksomheder med mellem 3 og 100 ansatte få 10.000 kroner i tilskud pr. måned til at ansætte en højtuddannet i minimum seks måneder og maksimalt 12 måneder.
Mere fokus på job, jobvejledning og uddannelse af erhvervsvejledere
Universiteternes indsats for at skabe job til dimittender kan blive endnu bedre. Derfor nedsætter regeringen nu en arbejdsgruppe, der skal styrke universiteternes jobindsats og karriererådgivning. Samtidig sættes der penge af til to til tre pilotprojekter, der skal være med til at udvikle jobvejledningen på universiteterne. Endelig overvejer Videnskabsministeriet, hvordan uddannelsen af studie- og erhvervsvejledere kan blive bedre.
Hjemmeside, phonerkampagne og jobtelefon fortsætter
Både Akademikerkampagnens hjemmeside og jobtelefonen, hvor virksomheder og aka-demikere har kunnet stille spørgsmål om rekruttering, løntilskud, kurser og andet, har været flittigt benyttet. Samtidig har den gennemførte phonerkampagne skabt mange nye job. Derfor er der afsat 1,5 mio. kroner på Beskæftigelsesministeriets område til at fortsætte aktiviteterne og gennemføre en ny phonerkampagne med fokus på ledige akademikere over 40 år.
Ny viden om højtuddannedes karriereforløb
I dag ved vi meget lidt om akademikeres forskellige karriereforløb. Derfor er der nu sat gang i at opbygge en database, der skal indeholde oplysninger om alle akademikeres karriereforløb. Den viden, der kommer ud af det, vil forbedre mulighederne for at hjælpe akademikere i fremtiden.
Fokus på andre aktørers effekt på højtuddannede
Der eksisterer heller ikke nok viden om, hvilken effekt brugen af andre aktører har på højtuddannede. Derfor gennemfører regeringen en evaluering af brugen af andre aktører i akademikerindsatsen. Formålet er at optimere brugen af andre aktører i det nye beskæftigelsessystem.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til presse- og kommunikationsmedarbejder Anders Lau i Beskæftigelsesministeriet, på telefon 3392 6423, Helle Otte, kontorchef i Videnskabsministeriet, på telefon 3392 9082, eller fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen, Lise Jelletoft, på telefon 3528 8360.




