Videre til indhold. | Videre til menunavigation

30.08.2004

Tænketank sætter fokus på vækst i sport, turisme, design og kunst

Tirsdag den 31. august mødes videnskabsminister Helge Sander med arbejdsgruppen, der skal analysere og vurdere behovet for fremtidens universitetsuddannelser inden for kultur- og oplevelsesøkonomi.

Tirsdag den 31. august mødes videnskabsminister Helge Sander med arbejdsgruppen, der skal analysere og vurdere behovet for fremtidens universitetsuddannelser inden for kultur- og oplevelsesøkonomi.

– Danmark har et stærkt udgangspunkt for at skabe mere vækst og eksport og flere iværksættere og jobs inden for computerspil, turisme, film mv. – altså inden for kultur- og oplevelsesøkonomien, siger Helge Sander.

– Derfor ser jeg frem til resultatet af det arbejde, som en række dygtige, fremtrædende personligheder inden for dette felt har givet tilsagn om at deltage i.

Blandt medlemmerne af arbejdsgruppen er adm. direktør Ulrik Bülow, Danmarks Turistråd, cheftræner Michael Laudrup, Brøndby IF, museumsdirektør Allis Helleland, Statens Museum for Kunst, litterær direktør Johannes Riis, Gyldendal, producer Regner Grasten, Regner Grasten Film Production, manager Niels Wenkens, Wenkens Productions, vicedirektør Andreas Veilstrup Andersen, Tivoli og parkchef Lotte Franch Wamberg, Legoland m.fl.

Formand for arbejdsgruppen er dekan Ole Stenvinkel Nilsson, Handelshøjskolen København.


Der vil være adgang for repræsentanter for medierne (ved fremvisning af pressekort) ved starten af første møde i arbejdsgruppen, som finder sted:

I morgen, tirsdag den 31. august, kl. 10.00 i Videnskabsministeriet, Bredgade 43, København.

Komplet liste over medlemmerne af arbejdsgruppen samt kommissoriet for arbejdet findes på Videnskabsministeriets hjemmeside, www.vtu.dk.

Yderligere oplysninger om arbejdsgruppen fås ved henvendelse til vicedirektør René Bugge Bertramsen, tlf.: 7226 5600.

Del