Videre til indhold. | Videre til menunavigation

24.09.2004

Styrket forskning i EU skal skabe flere danske jobs

Fredag den 24. september mødes videnskabsminister Helge Sander med sine EU-kolleger i Ministerrådet i Bruxelles for blandt andet at drøfte fremtidens forskningsindsats i EU ud fra et nyt oplæg fra Kommissionen.

Fredag den 24. september mødes videnskabsminister Helge Sander med sine EU-kolleger i Ministerrådet i Bruxelles for blandt andet at drøfte fremtidens forskningsindsats i EU ud fra et nyt oplæg fra Kommissionen med titlen "Videnskab og teknologi – nøglen til Europas fremtid – retningslinier for EU's politik til støtte for forskning".

– Fra dansk side går vi efter at fordoble bevillingerne til forskning i EU, når vi næste gang skal lægge budget. Kun gennem målrettede investeringer i den forskning erhvervslivet efterspørger, skaber vi flere højteknologiske jobs. Det er nu, vi skal styrke europæisk forskning, for vi halter langt efter USA, siger Helge Sander.

– Det er på høje tid, at EU øger sin forskningsindsats markant, men desværre begynder EU's næste forskningsbudget først i 2007. Derfor vil jeg på mødet opfordre til, at man kanaliserer uforbrugte EU-midler over på forskning og innovation.

– Det er et dansk mål, at vi skaber et forskningens indre marked, hvor vi samarbejder langt bedre. Vi bør konkret starte med at lave et Europæisk Forskningsråd, som kan skabe konkurrence mellem europæiske forskere og derigennem grundforskning i verdensklasse.

Kommissionen lægger i sin meddelelse bl.a. op til, at der skal investeres i ekspertise inden for nøgleteknologier. Fra dansk side vil Helge Sander pege på bioteknologi, informations- og kommunikationsteknologi og nanoteknologi som oplagte satsningsområder.

Tilsammen har disse områder et kæmpe anvendelsesfelt inden for f.eks. fødevarer, sundhed, miljø og energi.

Helge Sander vil også lægge vægt på samspillet mellem den offentlige forskning og erhvervslivet. Det gælder særligt med hensyn til inddragelse af små og mellemstore virksomheder og i forhold til at bruge flere midler under programmerne på de mindre samarbejdsprojekter, som SMV'erne har lettest ved at deltage i.

– Det er en dansk mærkesag, at vi allerede nu straks justerer EU's forskningsprogrammer, så de gøres endnu mere tilgængelige for de små og mellemstore virksomheder.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til chefkonsulent Holger Rasmussen, 4037 9716. Ministeren kan kontaktes gennem kommunikationschef Jesper Beinov, 2167 0528.

Del