Så er nedtællingen begyndt for Danmarks første astronaut
Jagten på den første danske astronaut er blevet skudt i gang af videnskabsminister Helge Sander.
Jagten på den første danske astronaut er blevet skudt i gang af videnskabsminister Helge Sander:
– Nu kan alle håbefulde danskere, der drømmer om en tur i rummet, få tjekket, om drømmen er stærk nok, og viljen og evnerne svarer til udfordringerne, siger videnskabsministeren.
– Der er mulighed for, at den heldige kan komme på tur til Den internationale Rumstation eller kommer med på en europæisk mission til Månen. Det skal nok vække eventyrdrømmen hos mange, siger Helge Sander.
På et pressemøde i Danmarks Rumcenter i dag, den 1. november, blev spillereglerne for udskilningsløbet offentliggjort. Sidste frist er fastsat til den 15. december for at indsende ansøgning om at blive kandidat til det krævende, spændende og udfordrende hverv.
Der er oprettet en særlig hjemmeside - www.astronaut.nu - der nøje beskriver spillereglerne for det udskilningsløb, der venter. Lige før eller efter sommerferien næste år præsenteres den eller de udvalgte danske astronautkandidater.
Det forventes, at ansøgerne har en videregående uddannelse inden for sundhedsområdet eller natur- eller ingeniørvidenskab med gode kvalifikationer inden for forskning, eksempelvis i form af en ph.d.-grad. Aldersmæssigt forventes kandidaterne at være mellem 27 og 37 år, vægten bør holde sig mellem 50 og 95 kg, og højden skal ligge fra 153 til 190 cm.
– Det betyder dog ikke, at danskere, der ikke opfylder dette til punkt og prikke, er ude af betragtning. Men ud fra de opgaver og de fysiske rammer, der venter en dansk astronaut-kandidat, vil det være en klar fordel at matche denne beskrivelse, siger Helge Sander.
Kandidaterne skal være gode til engelsk – hvilket gi'r sig selv, idet ansøgningen skal forfattes på engelsk. Samtidig skal man naturligvis være omgængelig – et rumfartøj har ikke plads til så mange fraktionsdannelser – men det er også en fordel at have prøvet selvstændigt virke under ekstreme forhold eller isolation, så man mentalt og fysisk har fået testet ens egne reaktioner – eksempelvis som dykker, pilot, deltager på slædehundepatrulje eller lign.
De heldige blandt ansøgerne vil blive udtaget til at gennemgå flere, forskellige runder af test, undersøgelser og samtaler, der skal dokumentere deres kvalifikationer inden for et bredt spekter.
Helge Sander har overdraget ansvaret for denne udvælgelsesproces til Danmarks Rumcenter, som i samarbejde med ministeriet har nedsat et udvalg af eksperter. Dette udvalg har tilrettelagt udskilningsløbet og forestår de afsluttende samtaler med de bedste – op imod ti ansøgere – inden det endelige valg skal træffes.
Udvælgelsen skal foregå i fem trin:
- 15. december 2004: Deadline for ansøgning. Herefter foretages den første sortering.
- Januar-februar 2005: Kvalificerede ansøgere gennemgår en håndelagstest og en generel helbredstest. Endnu en gruppe sorteres fra.
- Marts-april 2005: Ansøgere vurderes ved psykologsamtaler. På baggrund heraf udvælges ca. ti kandidater.
- Maj-juni 2005: Kandidaterne indkaldes til dybdegående helbredsundersøgelser. Enkelte kandidater sorteres formentlig fra på grundlag af undersøgelsen.
- Juni-august 2005: De tilbageværende kandidater indkaldes til samtaler med ekspertudvalget, som på den baggrund afgør, hvem der bliver Danmarks astronautkandidat(er) .
Yderligere oplysninger om udvælgelsesprocessen og opgaverne som astronaut kan findes på eller via hjemmesiden www.astronaut.nu.
Er der derefter supplerende spørgsmål, kan man rette henvendelse til planlægningschef Per L. Thomsen, Danmarks Rumcenter, tlf. 3532 5727, .




