Rekord-optag til natur og teknik på universitetet – fem procent flere i år
Det er utrolig glædeligt, at et rekordstort antal unge i år har søgt og fået studieplads inden for naturvidenskab og teknik på universiteterne. Samtidig vælger en stadig større andel af de unge en universitetsuddannelse.
– Det er utrolig glædeligt, at et rekordstort antal unge i år har søgt og fået studieplads inden for naturvidenskab og teknik på universiteterne. Samtidig vælger en stadig større andel af de unge en universitetsuddannelse, og begge dele er afgørende forudsætninger for fremtidssikringen af dansk velfærd og dansk erhvervslivs konkurrenceevne, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til årets optagelsestal for universiteterne.
Størst relativ fremgang på universiteterne står civilingeniør-uddannelsen for med en fremgang på godt ni procent i antal nye studerende, derefter kommer erhvervsøkonomi med et plus på ca. otte procent, fulgt af naturvidenskab med et plus på godt fire procent i forhold til 2003.
Naturvidenskab og teknik på universitetsniveau har efter flere års stagnation i optagelsestallet i år en vækst på knap fem procent i forhold til sidste år - 3.832 er optaget i år, hvilket er 175 flere end sidste år. Årets optag til natur og teknik tangerer dermed optaget i 1999, hvor ungdomsårgangene var markant større.
– Denne vækst er hårdt tiltrængt og nødvendig for at virkeliggøre regeringens ambition om Danmark som et højteknologisk samfund, siger Helge Sander.
Det samlede optag på universiteterne er i år på godt 18.000, en anelse større end sidste år, trods de stadigt mindre ungdomsårgange - antallet af unge danskere i aldersgruppen 20-24 år er godt tre procent mindre end for et år siden.
– Det betyder, at en stigende andel af de unge vælger en universitetsuddannelse, hvilket er meget positivt. Vi kan ikke fremover klare os i den internationale konkurrence, hvis ikke vores uddannelsesniveau hæves. Samtidig er det positivt, at flere i den unge aldersgruppe er blandt de optagne, siger Helge Sander.
Knap 5.000 unge modtager i år et afslag på deres ansøgning om en universitetsuddannelse, heraf har ca. 1.900 forgæves søgt ind på sundhedsvidenskab, veterinære uddannelser og farmaceut-uddannelsen.
– Jeg vil opfordre alle de unge, der modtager en i første omgang skuffende besked, om nøje at overveje de mulige studiepladser inden for andre fagområder eller universiteter. Inden for naturvidenskab og teknik vil mange kunne finde beslægtede uddannelser til eksempelvis læge- eller dyrlægestudiet. Der er eksempelvis udbudt nye bioteknologiske uddannelser, der efter endt studie kan føre til samme slags jobmuligheder, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren understreger, at de unges ønske om i højere grad at vælge de uddannelser, samfundet og erhvervslivet har efterspurgt, er en meget flot opbakning til regeringens videnstrategi og de reformer af ledelsen og uddannelserne på universiteterne, som regeringen har fået vedtaget i Folketinget.
– Nu er det op til universiteterne og de knap 6.000 unge, der i år er optaget på humanistiske uddannelser, at tilrettelægge og gennemføre studierne med en stærkere kontakt til de relevante virksomheder og institutioner på arbejdsmarkedet, herunder gymnasierne. Dermed forebygger vi bedst muligt en ulykkelig ledighed blandt de nyuddannede kandidater, siger Helge Sander.
Faldet i optag i år til de humanistiske uddannelser på universiteterne er på godt fem procent.
– Det er også en opgave for universiteterne at tilrettelægge fremmedsprogs- og erhvervssprogsuddannelser, der i højere grad appellerer til de unge. For både eksportvirksomhederne og gymnasierne har behov for kandidater med godt kendskab til sprog og kultur i en stadigt mere international verden, siger videnskabsministeren.
Blandt de ca. 5.000 afviste ansøgere til universitetsuddannelserne har mere end hver femte ikke det fornødne ansøgningsgrundlag.
– Det er ikke tilfredsstillende, at hver femte ansøger ikke ved, hvad der kræves for at komme ind på en uddannelse. Det viser, at der er behov for en stærkere, målrettet indsats for at vejlede unge i deres studievalg. Universiteterne kan bidrage til denne indsats, siger Helge Sander.
Det store antal afviste betyder også, at der er enkelte drømmeuddannelser, der oplever en alt for stor søgning i forhold til antal studiepladser. Medicin på Københavns Universitet har eksempelvis mere end 1.600 1. prioritetsansøgere og kun godt 500 har fået tildelt en studieplads.
– Det viser, at regeringens beslutning om et nyt optagelsessystem er velanbragt. Der er behov for større gennemskuelighed og forudsigelighed. Det er vores mål, at det nye optagelsessystem skal bidrage til at reducere antallet af afviste ansøgere betragteligt.
– Årets søgning viser også, at der fortsat er behov for initiativer rettet mod øget vejledning, større faglige krav til universitetsuddannelserne og forbedring af kvalitets- og censorsystemet, siger videnskabsministeren.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via informationschef Allan Boldt, tlf. 3392 9739.
Yderligere oplysninger kan endvidere fås ved henvendelse til Videnskabsministeriet, chefkonsulent Gertie Lund, tlf. 7226 5580 og fuldmægtig Lars Beer Nielsen, tlf. 33392 9398.




