Regeringens strategi for bedre, mere internationale danske uddannelser
Kampen om klodens bedste hjerner er i fuld gang, og danske uddannelser skal gøres bedre, mere internationale. Det skal tiltrække flere, højtkvalificerede udenlandske studerende og fastholde de bedste danske studerende.
Fælles pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet:
Kampen om klodens bedste hjerner er i fuld gang, og danske uddannelser skal gøres bedre, mere internationale. Det skal tiltrække flere, højtkvalificerede udenlandske studerende og fastholde de bedste danske studerende. Samtidig vil det give alle studerende i Danmark bedre kvalifikationer til erhvervsindsatsen efter endt uddannelse.
Dette er et mål for regeringens strategi for en internationalisering af uddannelserne, som undervisningsminister Ulla Tørnæs og videnskabsminister Helge Sander i dag præsenterede på et pressemøde på Christiansborg.
– Arbejdet med at øge det internationale samarbejde på alle niveauer i uddannelserne har aldrig haft så stor opbakning som i dag. Og aldrig har så mange unge deltaget i studierejser og taget hele eller dele af deres uddannelse i udlandet som i dag, siger undervisningsminister Ulla Tørnæs.
– Men det er nødvendigt at gøre en ekstra indsats. Danske uddannelser skal kunne måle sig med de bedste i verden. Det kræver, at vi forbedrer både de studerendes og uddannelsesinstitutionernes muligheder for at deltage i internationalt samarbejde og konkurrere på det globale uddannelsesmarked. Samtidig skal vi sikre kvaliteten i vore egne uddannelser. Det kræver øget deltagelse i internationalt samarbejde, herunder i internationale sammenligninger, siger Ulla Tørnæs.
Videnskabsminister Helge Sander understreger, at danske forskningsmiljøer og virksomheder kun kan klare sig i den skarpe internationale konkurrence om de bedste hjerner, hvis man målrettet går efter at tiltrække dem:
– Vi etablerer blandt andet en stipendieordning for højt kvalificerede studerende fra lande uden for det europæiske samarbejde i EU/EØS-regi. Til gengæld vil studerende fra disse lande ikke mere udløse statstilskud til universiteterne, der så kan kræve betaling fra studerende fra disse lande, siger Helge Sander.
– Regeringen ønsker også, at der tilbydes flere uddannelsesforløb på fremmedsprog, især engelsk, inden for de videregående uddannelser. Dermed kan vi tiltrække flere, kvalificerede udenlandske studerende, og de danske studerende vil få styrket deres mulighed for en international præget karriere, siger videnskabsministeren.
Regeringens strategi fremlægges i "Redegørelse til Folketinget om styrket internationalisering af uddannelserne", og den skal bidrage til at nå følgende mål:
- at danske uddannelser kan måle sig med de bedste i verden, og at danske forskeruddannelser kan leve op til den højeste internationale standard
- at danske uddannelser er så tidssvarende og attraktive, at hjerneflugt undgås
- at Europa inden 2010 er den mest konkurrencedygtige, videnbaserede økonomi i verden, og at danske virksomheder er i front i denne udvikling.
Hovedpunkter i regeringens strategi for en styrket internationalisering af uddannelserne under Undervisnings-, Videnskabs- og Kulturministeriet er:
- at sikre, at uddannelserne kvalificerer danske elever, studerende og arbejdstagere til at klare sig i internationale miljøer
- at understøtte danskere i at studere, forske og arbejde i udlandet
- at tiltrække kvalificerede udenlandske studerende, forskere, lærere og arbejdskraft
- at forbedre danske uddannelsesinstitutioners muligheder for at deltage i samarbejde og konkurrence på det globale udannelsesmarked
- at sikre kvaliteten i det danske uddannelsessystem gennem deltagelse i transnationalt samarbejde og internationale sammenligninger.
Konkret foreslår regeringen bl.a. konkrete initiativer på følgende områder:
- Den internationale dimension skal styrkes, bl.a. ved øget brug af engelsk som undervisningssprog, ved at indarbejde den internationale dimension i lokale målsætninger og i lokal planlægning samt ved kommende lovgivning.
- Øget mobilitet for elever, studerende og lærere, bl.a. ved etablering af internationaliserings-taxametre for korte, videregående uddannelser og erhvervsuddannelser samt ved styrket mulighed for praktik i udlandet.
- Brug it som redskab til internationalisering, bl.a. ved udvikling og udbud af undervisning på nettet, e-læring.
- Øget fokus på institutionernes internationale profil, bl.a. ved markedsføring af danske uddannelser i udlandet, styrket universitetssamarbejde uden for Europa, stipendieordning for højt kvalificerede studerende fra lande uden for EU/EØS samt evaluering inden 2007 af uddannelsessystemets internationaliseringsarbejde.
- Én samlet, ny international myndighed under Undervisningsministeriet etableres ved fusion af Cirius og Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser.
- Undervisningsministeriet samler en række internationale forvaltningsopgaver i en ny enhed ved navn CIRIUS, der fusionerer det nuværende Cirius med CVUU (Center for vurdering af udenlandske uddannelser).
Regeringens redegørelse til Folketinget om styrket internationalisering af uddannelserne kan hentes på www.uvm.dk.
For yderligere oplysninger henvises til at kontakte:
Undervisningministeriet, specialkonsulent Gunvor Barnholt, tlf.: 3392 5745, e-mail: .
Videnskabsministeriet, specialkonsulent Mads Meinert, tlf.: 7226 5599, e-mail: .
Kulturministeriet, pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 3392 3598, .




