Pilotforsøg giver gode karakterer til forskellige typer kontor-software
Den såkaldte open source-software til kontorbrug udgør en realistisk mulighed for de offentlige myndigheder. Både brugerne og it-afdelingerne anser det licensfrie produkt som brugervenligt, teknisk og funktionelt velegnet.
Den såkaldte open source-software til kontorbrug udgør en realistisk mulighed for de offentlige myndigheder. Både brugerne og it-afdelingerne anser det licensfrie produkt som brugervenligt, teknisk og funktionelt velegnet. Det samme gør sig gældende for Microsoft Office.
– Det konkluderer en evalueringsrapport efter fem pilotforsøg med forskellig software i myndigheder og institutioner.–- Rapporten peger på, at såkaldt open source software på kontorområdet er et konkurrencedygtigt alternativ til de produkter, man betaler licens for. Men offentlige myndigheder og institutioner skal samtænke software-indkøb med de generelle it- og forretningsstrategiske mål om eksempelvis dokumentudveksling og integration med øvrige it-systemer, og her indgår erfaringerne fra pilotforsøgene nu, siger videnskabsminister Helge Sander.
Evalueringsrapporten for pilotforsøgene sendes i bred høring hos både offentlige myndigheder og private interessenter for at indhente supplerende kommentarer og erfaringer fra området.
– Herefter vil vi vurdere, om der er behov for justeringer af den danske softwarestrategi, vi præsenterede i juni sidste år som en del af statens it-politik, siger videnskabsminister Helge Sander.
Rapporten er udarbejdet som led i regeringens softwarestrategi, som skal sikre gennemsigtighed og konkurrence. Derfor har Videnskabsministeriet gennemført en evaluering af muligheder og barrierer ved brug af forskellige kontorpakker i det offentlige. Rapporten anfører, at de institutioner der har afprøvet open source-kontorpakken kan opnå en årlig licensbesparelse. De øvrige værdi- og omkostningselementer, som er målt, varierer kun marginalt. Ifølge forsøget med Microsoft-kontorpakken udgør licensudgifterne dog kun en ret begrænset del - i størrelsesordenen 3 til 4 procent - af de samlede udgifter til drift af en kontor-pc.
Pilotforsøgene er gennemført i et samarbejde mellem Videnskabsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen med Devoteam Fischer & Lorenz som konsulent, der også har udarbejdet evalueringsrapporten.
Der blev gennemført pilotforsøg med en open source-kontorpakke i Århus Amt (psykiatrien), Aalborg Handelsskole, Forbrugerstyrelsen og Næstved Kommune. Der blev gennemført et pilotforsøg med bl.a. Microsoft Office hos Justitsministeriets departement og Civilretsdirektoratet.
Evalueringsrapporten påpeger en række væsentlige beslutningsparametre for valg af kontor-software, herunder en vurdering af behovet for dokumentudveksling og integration. Det anbefales, at der udarbejdes en business case, som kan være med til at udpege det for organisationen mest fordelagtige produkt. Denne bør behandles i sammenhæng med organisationens it-strategiske mål.
Søllerøds borgmester Erik Fabrin, som er formand for KLs IT- og Erhvervsudvalg, siger i en kommentar til rapporten:
– Denne rapport viser, at open source på nogle områder er et realistisk alternativ til traditionelt udviklet software og derfor bør indgå i alle offentlige institutioners beslutningsproces omkring udvikling og indkøb af it-løsninger. Den endelige beslutning om brug af software afhænger i sidste ende af den konkrete business case, men rapporten viser, at der findes open source-alternativer der bør undersøges som et led i den lokale beslutningsfase. Rapporten viser også, at der bør yderligere tempo i de fælles-offentlige bestræbelser på at udvikle åbne snitflader mellem offentlige it-systemer og at skabe et fælles åbent dokumentformat i den offentlige sektor.
Formand for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard, udtaler:
– Det er en spændende evaluering, som viser, at der er alternativer til de eksisterende kontorpakke-systemer på markedet. Alternativer som er interessante for offentlige myndigheder. I forbindelse med kommunalreformen står stat, regioner og kommuner overfor store investeringer i nyt IT. Derfor kommer evalueringen på det helt rigtige tidspunkt og vil hjælpe os til at træffe de rigtige beslutninger.
Softwarestrategien har som sit hovedformål at sikre konkurrence, kvalitet og sammenhæng i de offentlige softwareløsninger ud fra principperne:
- Bedst og billigst uanset softwaretype
- Konkurrence, uafhængighed og valgfrihed
- Sammenhæng og fleksibilitet
- Udvikling og innovation
Den enkelte myndighed eller institution kan dermed anskaffe den bedste og billigste software ud fra lokale forvaltningsmæssige behov, uanset om der er tale om leverandør-ejet eller open source software.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Videnskabsministeriet, vicedirektør Mikkel Hemmingsen, tlf. 2070 2594, .
Kommunernes Landsforening, konsulent Michael Hald, tlf. 3370 3349,
Amtsrådsforeningen, kontorchef Lars Hagerup, Amtsrådsforeningen, tlf. 3529 8287, .
Devoteam Fischer & Lorenz, seniorkonsulent Peter Høygaard, tlf: 2815 5395.
Kontaktoplysninger til pilotinstitutionerne kan findes på www.oio.dk/software.




