Videre til indhold. | Videre til menunavigation

22.12.2004

Nyt IT-væksthus etableres på IT-Universitetet i Ørestaden

Videnskabsministeriet og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har valgt et konsortium til at etablere og drive et IT-væksthus på 5. salen af IT-Universitetet i Ørestaden i København.

Videnskabsministeriet og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har valgt et konsortium til at etablere og drive et IT-væksthus på 5. salen af IT-Universitetet i Ørestaden i København. Konsortiet består af Symbion, Forskerpark Aarhus og Alexandra Instituttet, og formand for IT-væksthusets bestyrelse bliver adm. dir. Jørgen Bardenfleth, Microsoft Danmark.

– Det er et kompetent konsortium, som med den valgte bestyrelsesformand understreger målet om et tæt samspil med erhvervslivet. Jeg er overbevist om, at IT-væksthuset vil betyde en styrkelse af IT-Universitetet og de kompetente danske it-miljøer i både Ørestaden, hovedstadsområdet og Vestdanmark, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Konsortiet kan blandt andet bygge på Alexandra Instituttets mangeårige erfaringer i Århus på at skabe et konstruktivt samspil mellem forskning og erhvervsliv samt på IT-Universitetets fokus på et højt fagligt niveau, internationalisering og samarbejde med det omgivende samfund, siger Helge Sander.

– Med etableringen af IT-væksthuset giver Videnskabsministeriet og HUR en tiltrængt og længe ventet saltvandsindsprøjtning til it-indsatsen i Hovedstadsregionen. Sammen med IT-Universitetet og DR skal det nye væksthus skabe grobund for en opblomstring af projekter og nye innovative virksomheder, som vil blive til stor gavn for hovedstaden - og dermed for hele landet, siger HURs formand, borgmester på Frederiksberg Mads Lebech.

Konsortiet bag IT væksthuset skal sammen med IT-Universitetet skabe et dynamisk miljø i Ørestaden, der skal styrke iværksætteri og fremme spin-off fra universitetsmiljøet i hovedstadsregionen. Det skal være et dynamisk hus, hvor idérige og kreative virksomheder, studerende og forskere holder til og i samarbejde afprøver de gode idéer. Konsortiet bebuder, at væksthuset skal være drivhus for gode idéer, projekthotel og et udstillingsvindue, som tilsammen udgør et entreprenøragtigt miljø.


Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til: Videnskabsministeriet, vicedirektør Hans Müller Pedersen, tlf.: 72326 5500, HUR, adm. dir. Johannes Sloth, HUR, tlf. 3613 2000.

Del