Nye muligheder afløser nyttesløs pointjagt
Fælles pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet. Vi ønsker at give en ny chance til de unge, der er parate til at gøre en ekstra indsats og som har karakterer til næsten at komme ind på drømmeuddannelsen.
Fælles pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet:
– Vi ønsker at give en ny chance til de unge, der er parate til at gøre en ekstra indsats og som har karakterer til næsten at komme ind på drømmeuddannelsen, siger videnskabsminister Helge Sander om det ny optagelsessystem til de videregående uddannelser.
– Regeringen skrotter dermed pointsystemet på universiteterne, for det har spillet fallit. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at give de unge falske forhåbninger om, at de kan opnå en af de få studiepladser i kvote 2. Sidste år var det kun én ud af syv ansøgninger, der førte til optagelse på universitetet.
I dag kan unge søge ind via to kvoter - kvote 1 med karakterer og kvote 2 for dem, der bl.a. har et lavere eksamensgennemsnit, men har andre studierelevante kompetencer udregnet ud fra et pointsystem.
Ni ud af ti unge søger således ind på universiteter og handelshøjskoler ud fra deres karakterer under kvote 1. På de mest eftertragtede uddannelser er der - helt modsat hovedparten af uddannelserne - skrappe adgangskrav til de unge. Det er særlig her kvote 2 har været anvendt.
Undervisningsminister Ulla Tørnæs hilser også ændringerne velkommen:
– Kvote 2 gøres langt mere gennemskuelig og det bliver langt nemmere at vurdere chancen for optagelse gennem kvote 2, da ansøgere her præcis vil vide hvilke krav om supplering, der stilles for at forbedre mulighederne for at blive optaget.
Ændringerne betyder en afskaffelse af det uigennemskuelige pointsystem i kvote 2. Her jager mange unge rundt i flere år for at samle points til at kunne komme ind på de mest eftertragtede uddannelser.
Netop for disse uddannelser vil en mindre gruppe unge, nemlig de der er tæt på at have det nødvendige gennemsnit, fremover få en ekstra chance for at komme ind.
Det vil ske ved, at de inden for maksimalt et år opkvalificerer sig med relevante supplerende fag i form af gymnasiale suppleringskurser. Derved vil ændringerne også understøtte regeringens mål om, at danske unge kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet – akkurat som i andre lande, Danmark normalt sammenligner sig med
– Vi sender et klart signal til de unge om, at en stærk faglig indsats i gymnasiet er det afgørende fundament for at tage en universitetsuddannelse, siger videnskabsminister Helge Sander.
Ulla Tørnæs peger på, at ændringerne skaber sammenhæng til gymnasiereformens fokus på øget faglighed. Det sker ved, at man kan forbedre sine muligheder for optag via kvote 1 ved at opnå høje karakterer i de centralt stillede skriftlige prøver.
De nye regler træder først i kraft i 2007. Derfor kan de unge nå at indrette sig på det nye optagelsessystem allerede i ungdomsuddannelserne. Det nye optagelsessystem vil være mere gennemskueligt og baseret på ansøgernes faglige forudsætninger.
– Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det ligesom i dag skal være sådan, at der på universiteterne reserveres nogle få pladser til folk med en helt anderledes baggrund, siger Helge Sander.
Derfor rummer ændringerne endvidere, at universiteterne stadig kan optage et mindre antal studerende på dispensation ved f.eks. at bruge optagelsesprøver.
Yderligere information om det nye optagelsessystem på universiteterne hos direktør Jens Peter Jacobsen, 7226 5590 el. 2066 3053 el. 6255 2024, .
Videnskabsministeren kan kontaktes via særlig rådgiver Jesper Beinov, 3392 9737, .
Pressechef i Undervisningsministeriet Nicolai Kampmann, tlf. 3392 5092.




