Nye millioner til forskningsivrige, mindre og mellemstore virksomheder
En bevilling på tre millioner er i løbet af blot et halvt år støvsuget væk af knap 30 mindre og mellemstore virksomheder til forprojekter til EU's 6. rammeprogram for forskning.
En bevilling på tre millioner er i løbet af blot et halvt år støvsuget væk af knap 30 mindre og mellemstore virksomheder til forprojekter til EU's 6. rammeprogram for forskning.
Videnskabsminister Helge Sander har på den baggrund bevilget yderligere 2,5 mio. kr. til de forskningsivrige virksomheder, der kan få dækket op til halvdelen af virksomhedernes udgifter til at finde europæiske partnere og få udarbejdet en projektbeskrivelse.
– Vi har brug for, at især de mindre og mellemstore virksomheder i højere grad søger ny viden internationalt. Så det er meget positivt med den store interesse for en økonomisk håndsrækning i den tidlige, usikre fase af et EU-forskningsprojekt. Jeg har derfor givet det topprioritet at finde midler til at videreføre ordningen resten af året, og det er heldigvis lykkedes, siger Helge Sander.
Der er mulighed for at søge om midler til forprojeker ca. en gang om måneden, næste gang den 15. september. Ansøgninger sendes til EuroCenter, der på baggrund af specialviden om EU's 6. rammeprogram yder rådgivning til virksomheder m.fl.
Nærmere information om EU-forprojekterne kan findes på www.eu-forprojekter.dk.
Forprojekter til EU's 6. rammeprogram er en økonomisk håndsrækning til de mindre og mellemstore danske virksomheder, der ønsker at deltage i et forsknings- eller udviklingsprojekt under EU's 6. rammeprogram. Herved kan virksomhederne få adgang til en statslig medfinansiering på op til 100.000 kr., i særlige tilfælde op til 200.000 kr. Støtten kan dække op til 50 procent af virksomhedernes omkostninger til bl.a. projektformulering og partnersøgning.
Yderligere oplysninger hos EU-konsulent Annette Fløcke Lorenzen, EuroCenter, tlf.: 7220 2900, og fuldmægtig Britta Vegeberg, Videnskabsministeriet, tlf.: 7226 5505, .




