Videre til indhold. | Videre til menunavigation

01.09.2004

Nye højteknologiske projekter for 130 mio. kr. godkendt

Fem nye innovationskonsortier er blevet godkendt, der blandt andet skal udvikle ny generation af fiberoptiske lasere til nano-bearbejdning i industriproduktion og ny teknik til adskillelse eller sammensmeltning af partikler i eksempelvis rensningsanlæg.

Fem nye innovationskonsortier er blevet godkendt, der blandt andet skal udvikle:

  • ny generation af fiberoptiske lasere til nano-bearbejdning i industriproduktion,
  • ny teknik til adskillelse eller sammensmeltning af partikler i eksempelvis rensningsanlæg,
  • nye enzymer, der skal erstatte kemiske stoffer i vaskemidler og maling,
  • nye materialer til vindmøllevinger, skibe og både mv. og
  • ny produktion af plast og elektronik i ét, til mobiltelefoner mv.

- De fem innovationskonsortier er meget fine eksempler på højteknologiske forsknings- og udviklingsprojekter, som vil give ny og meget anvendelig viden og teknologi, der vil blive spredt til en bred kreds af danske virksomheder, siger videnskabsminister Helge Sander.

Det er Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet, som har godkendt de fem innovationskonsortier og dermed er parat til at yde statslig støtte til projekterne på 49 mio. kr.

Udover støtte fra Rådet for Teknologi og Innovation forventes parterne i konsortierne selv at investere ca. 80 mio. kr. I konsortierne igangsættes dermed forsknings- og udviklingsprojekter for ca. 130 mio. kr.

De fem innovationskonsortier, som vil få tilbudt et tilskud, er:
  • Center for anvendt Laser Mikrobearbejdning. Deltagere er blandt andet DTU, Teknologisk Institut, B&O, Coloplast og NKT. (Tilskud: 14,0 mio. kr.)
  • Produktoptimering gennem anvendt kolloidkemi. Deltagere: RUC, Aalborg Universitet, Teknologisk Institut, DHI, Brdr. Hartmann, Novozymes, Kemira og Lynettefællesskabet. (Tilskud: 10,8 mio. kr.)
  • Bioteknologi i industri- og forbrugerprodukter. Deltagere er blandt andet: Aalborg Universitet, DHI, Novozymes, Dyrup, Procter & Gamble. (Tilskud: 9,0 mio. kr.)
  • Integreret design og processering af lette komposit- og sandwichkonstruktioner. Deltagere er blandt andet: Aalborg Universitet, Risø, Force Technology, Vestas og LM Glasfiber. (Tilskud: 8,4 mio. kr.)
  • Center for selektiv mikrometallisering af polymerer. Deltagere: DTU, Institut for Produktudvikling, Lego og Sonion. (Tilskud: 6,7 mio. kr.)

De fem innovationskonsortier skal endeligt forhandles på plads, og det egentlige arbejde forventes at kunne igangsættes inden udgangen af 2004.


For detaljeret information om konsortierne og kontaktpersoner se under temaet "innovationskonsortier" på www.vtu.dk.

Yderligere oplysninger ved henvendelse til Videnskabsministeriet, kontorchef Merete Reuss tlf. 3392 9373.

Del