Videre til indhold. | Videre til menunavigation

30.03.2004

Mere forskning i mindre virksomheder

For at få mere forskning af høj kvalitet i de mindre og mellemstore, danske virksomheder kan virksomhederne nu søge økonomisk støtte til at udarbejde ansøgninger til EU's 6. rammeprogram for forskning og udvikling.

For at få mere forskning af høj kvalitet i de mindre og mellemstore, danske virksomheder kan virksomhederne nu søge økonomisk støtte til at udarbejde ansøgninger til EU's 6. rammeprogram for forskning og udvikling.

– For mindre og mellemstore virksomheder kan det virke som en vanskelig, dyr og risikofyldt opgave at etablere internationalt samarbejde og deltage i EU's ansøgningsproces. Regeringens nye initiativ skal være et springbræt, der får flere mindre og mellemstore virksomheder til søge om projektgodkendelse i EU's program for forskning og udvikling, siger videnskabsminister Helge Sander.

Gennem et godkendt forprojekt kan mindre og mellemstore virksomheder få adgang til en statslig medfinansiering på op til 100.000 kr., i særlige tilfælde op til 200.000 kr. Medfinansieringen kan dække op til 50 procent af virksomhedernes omkostninger til bl.a. projektformulering og partnersøgning.

– Det er vigtigt, at så mange danske virksomheder som muligt deltager i internationale projekter indenfor forskning og udvikling. Et førende, højteknologisk samfund forudsætter, at virksomhederne indgår i de internationalt anerkendte forskningsnetværk. EU's 6. rammeprogram rummer en række, gode muligheder, som vi skal blive meget bedre til at udnytte, siger Helge Sander.

Støtten kan gives til virksomheder med mindre end 250 ansatte og en omsætning på maksimalt 40 mio. euro. Virksomheden skal endvidere have de nødvendige ressourcer til at deltage i et fælles europæisk samarbejde.

Initiativet med økonomisk støtte til forprojekter til EU's 6. rammeprogram indgår som led i regeringens handlingsplan "Nye veje mellem forskning og erhverv".

Nærmere information om det nye initiativ kan findes på www.eu-forprojekter.dk.


Yderligere oplysninger hos EU-konsulent Annette Fløcke Lorenzen, EuroCenter, tlf.: 7220 2900, og fuldmægtig Britta Vegeberg, Videnskabsministeriet, tlf.: 7226 5505.

Del