Kapløb om iværksætterakademi indledt!
Regeringen starter nu processen om at etablere et dansk iværksætterakademi til fremme af uddannelse og forskning i iværksætteri i de videregående uddannelser.
Regeringen starter nu processen om at etablere et dansk iværksætterakademi til fremme af uddannelse og forskning i iværksætteri i de videregående uddannelser. Der er afsat 40 millioner kr.
– Karrieren som selvstændig skal i fremtiden være lige så attraktiv som alle andre job, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Med iværksætterakademiet ønsker vi at styrke de studerendes kompetencer og interesse i at starte egen virksomhed. Målet er, at alle studerende på de videregående uddannelser skal have et meritgivende tilbud i iværksætteri, siger Helge Sander.
– Regeringens ambition er, at akademiet udvikler sig til at blive et internationalt anerkendt miljø, og indgår samarbejde med nogle af verdens førende videninstitutioner, siger Helge Sander.
Akademiet etableres i et samarbejde mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet, Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet.
Ansøgning om at huse det danske iværksætterakademi kan indgives af konsortier med deltagelse af mindst et universitet, et erhvervsakademi og et CVU (Center for Videregående Uddannelser).
Det forventes, at de tre ministre kan udpege det vindende konsortium til september i år.
Ansøgningsmaterialet er sendt til de videregående uddannelsesinstitutioner og kan findes på Videnskabsministeriets hjemmeside.




