Videre til indhold. | Videre til menunavigation

02.09.2004

IT-Universitetet frontløber med ambitiøs og konkret udviklingskontrakt

Videnskabsminister Helge Sander har netop godkendt en ny udviklingskontrakt for IT-Universitetet i København, der gælder til og med 2005.

Videnskabsminister Helge Sander har netop godkendt en ny udviklingskontrakt for IT-Universitetet i København, der gælder til og med 2005.

Udviklingskontrakten er præget af strategiske målsætninger og konkrete resultatmål, som afspejler dels universitetets ambitioner og dels de politiske intentioner om øget samspil med det omgivende samfund, der ligger bag reformerne på forsknings- og innovationsområdet, den nye universitetslov mv.

Blandt resultatmålene kan nævnes, at IT-Universitetet inden 2006 vil:

  • forøge antal ph.d.-studerende til mindst 40, hvoraf mindst 40 procent skal være eksternt finansieret,
  • forøge antal kandidater pr. år med 12,5 procent fra 240 i 2003 til 270 i 2005,
  • forøge ekstern finansiering af budget med én procent pr. år til 12 procent i 2005,
  • forøge andel af ekstern finansiering fra private virksomheder til 25 procent,
  • udvide de studerendes kursusevaluering og to gange om året - på internettet - redegøre for de ændringer, evalueringerne har givet anledning til.

IT-Universitetet er med denne strategi og kontrakt en frontløber for alle tolv universiteter, der skal have nye udviklingskontrakter i 2006.

– Bestyrelsen og ledelsen på IT-Universitetet har meget konkrete målsætninger om højt fagligt niveau, øget produktivitet og internationalisering samt et stærkt samspil med det omgivende samfund om kandidatuddannelserne og konkrete samarbejdsprojekter. Der er tale om en udviklingskontrakt, som kan være til god inspiration for de øvrige 11 universiteter, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Vi har med den nye universitetslov tildelt universiteterne udstrakt selvstyre og frihed under ansvar. Til gengæld bør universiteterne udfylde deres kultur- og værdibærende rolle i samfundet på en måde, der berettiger til et årligt tilskud på knap 10,5 mia. kr. af skatteborgernes penge. Her er åbenhed, samspil og viden- og teknologioverførsel helt centrale nøgleord, siger Helge Sander.

I morgen, fredag den 3. september, indvier videnskabsminister Helge Sander sammen med Hans Kongelige Højhed Prins Joachim IT-Universitetets nye bygninger i Ørestaden.

Med den nye lokalisering bliver IT-Universitetet en central partner i Ørestadens stærke kompetencecenter for it, medier, kultur og kommunikationsteknologi.

Del