Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.05.2004

Forskere skal fortælle for at sikre dansk vækst – ny pris på 100.000 kr

Af hver 100 kr. til forskning skal to kr. reserveres formidling. Det skal være et plus for karrieren, når forskere formidler deres viden. Og journalister skal tilbydes efteruddannelse i forskningens traditioner og metoder. Det er tre af de 27 anbefalinger, der skal sikre bedre forskningsformidling.

Af hver 100 kr. til forskning skal to kr. reserveres formidling. Det skal være et plus for karrieren, når forskere formidler deres viden. Og journalister skal tilbydes efteruddannelse i forskningens traditioner og metoder.

Det er tre af de 27 anbefalinger, der skal sikre bedre forskningsformidling, i rapporten "Forsk og fortæl" fra tænketanken vedr. forståelse for forskning.

Rapporten blev offentliggjort på et pressemøde i dag, den 26. maj, hvor videnskabsminister Helge Sander og tænketankens formand Christine Antorini samtidig overrakte den første danske pris for forskningsformidling. Prisen på 100.000 kr. går i år til astronom Anja C. Andersen, forskningsadjunkt ved Nordisk Institut for Teoretisk Fysik (NORDITA) i København, for en engageret formidling af astronomiens svimlende univers i radio og tv.

Om tænketankens forslag til en styrket forskningsformidling siger Christine Antorini:

– Forskningsinstitutionerne og medierne kan umiddelbart sætte en del af anbefalingerne i værk. Men hvis kvaliteten af forskningsformidlingen skal forbedres, må universiteternes bestyrelser og mediernes chefredaktioner prioritere opgaven. Samtidig bør der efter hollandsk forbillede etableres et dansk center for forskningskommunikation for en femårig periode, som kan koordinere og evaluere Videnskabsministeriets initiativer på området.

Videnskabsminister Helge Sander har straks søsat tre initiativer som umiddelbar opfølgning på tænketankens rapport:

  • Indstiftelse af en forskningskommunikationspris på 100.000 kr.
  • Afholdelse af et Forskningens Døgn
  • Nedsættelse af arbejdsgruppe ang. forskningskommunikation til børn og unge

– Det er et flot stykke arbejde, tænketanken har præsteret, med mange gode og spændende forslag. Hvis vi skal sikre dansk vækst og velstand i vidensamfundet, er det simpelthen helt afgørende, at forskerne bliver motiveret til og bedre til at formidle deres viden. Samtidig skal medierne være bedre i stand til at bruge og formidle forskernes viden, siger Helge Sander.

Tænketanken vedr. forståelse for forskning blev nedsat af videnskabsministeren for et år siden med det formål at komme med indspil til hvordan forskning bringes mere ud til den brede befolkning.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Videnskabsministeriet, fuldmægtig Anne Katrine Kehler Holst, tlf.: 3392 9732, .

Del