Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.08.2004

Finanslov: Flere unge forskere og mere højteknologi i hele landet

Regeringens forslag til finanslov for 2005 styrker forskning, innovation og universitetsuddannelser med fokus på at sikre, at hele Danmark bliver en del af regeringens målsætning om det højteknologiske samfund.

Regeringens forslag til finanslov for 2005 styrker forskning, innovation og universitetsuddannelser med fokus på at sikre, at hele Danmark bliver en del af regeringens målsætning om det højteknologisk samfund.

Der gennemføres en markant forøgelse af uddannelsen af 50 procent flere unge forskere i de kommende år. I 2005 skal der allerede optages ca. 300 flere på ph.d.-uddannelsen. Som led i satsningen på de unge forskere reserveres 75 mio. kr. til aktiviteter, der kan fastholde og tiltrække de bedste unge danske forskere, også de der er bosat i udlandet.

– Oprettelsen af højteknologifonden med en startkapital på tre mia. kr. bliver supplereret med en række andre initiativer, der skal understøtte satsningen på nano-, bio- og informations- og kommunikationsteknologi, siger videnskabsminister Helge Sander.

I forhold til finansloven for 2004 er der i regeringens udspil for 2005 afsat knap en mia. kr. ekstra i perioden 2005-2008 til strategisk forskning med klar fokusering på teknik, natur og sundhedsvidenskab. Tre puljer på knap 300 mio. kr. går til henholdsvis energi/miljø, fødevarer/sundhed og nano/bio/ikt.

Innovationsområdet er tilført godt én mia. kr., hvoraf knap en halv mia. kr. går til innovationskonsortier (samarbejde mellem virksomheder, forskning og teknologisk service), der fremover vil have et fokus, som understøtter højteknologifondens satsning på nano/bio/ikt.

– Vi ønsker en markant styrkelse af det højteknologiske område, hvor fonden er en central spydspids, men fondens indsats vil blive understøttet på en lang række områder, siger Helge Sander.

Innovationskonsortierne skal også i højere grad end tidligere være med til at sikre innovation i alle landets regioner, og finanslovsforslaget afsætter på Videnskabsministeriets område særskilt 135 mio. kr. til en regional indsats for højteknologisk udvikling.

– Regeringen arbejder hårdt for, at det ikke kun er i omegnen af de store universitetsbyer, at erhvervslivet og institutionerne får glæde af ny viden og teknologi. Vi vil blandt andet etablere regionale teknologicentre, som skal være bindeled mellem de mindre og mellemstore virksomheder og forskningen på universiteterne og de godkendte teknologiske serviceinstitutter, siger Helge Sander.

Endvidere vil regeringen give mulighed for, at de mindre og mellemstore virksomheder kan få midlertidigt tilskud til ansættelse af den første akademiker.

– Næsten ni ud af ti mindre og mellemstore danske virksomheder har ikke en akademiker ansat. Det kan på virksomhederne være et problem i forhold til at opsøge ny viden og teknologi i videnmiljøerne, og undersøgelser har klart vist, at det kan betale sig for virksomhederne også at have akademisk arbejdskraft ansat, siger videnskabsministeren.

For at sikre langsigtet budgetsikkerhed for de danske universiteter og forskningsmiljøer er der tilført forskningen 800 mio. kr. i regeringens finanslovsforslag for 2005 (med budgetperioden 2006-2008) i forhold til finansloven for 2004 (med budgetperioden 2005-2007).

I forhold til finansloven for 2004 med budgetperioden 2005-2007 tilføres forskningen ca. 0,8 mia. kr. i regeringens finanslovforslag for 2005 med budgetperioden 2006-2008 for at sikre langsigtet budgetsikkerhed for de danske universiteter og forskningsmiljøer.

Med finanslovsforslaget lægger regeringen op til, at den samlede offentlige forskning næste år vil udgør ca. 0,76 procent af BNP. Det omfatter de statslige og amtslige investeringer i forskning, Danmarks Grundforskningsfond, EU-forskningsstøtte mv.

– Det er naturligvis altid let for den politiske opposition og engagerede forskningsinteresserede at afkræve større bevillinger fra regeringen, da de hverken vil eller evner at skaffe finansieringen med mindre der bevidstløst skal drejes på skatteskruen, hvad VK-regeringen ikke ønsker, siger Helge Sander.

– De seneste tre år har vi forestået et større økonomisk genopretningsarbejde efter SR-regeringen og gennemført en række meget markante reformer af universiteter, forskning og innovation. Senest har regeringen nu udstukket kursen for Danmark som højteknologisk samfund. Vi har hurtigt sat handling bag med etablering af højteknologifonden, indskud af tre mia. kr. i fonden, samt en række initiativer, som skal understøtte den målrettede satsning på højteknologi. Og vi har klart givet udtryk for, at Danmark skal satse på eliten – ikke mindst de dygtige unge forskere – for at klare os i den internationale kappestrid. Derfor søsætter vi Forskningens Team Danmark.

– VK-regeringen vil gerne sikre, at de kommende års stigende investeringer i forskning, innovation og universitetsuddannelser sker på et for skatteyderne forsvarligt grundlag. Og det er vi i fuld gang med at levere, også med finanslovsforslaget, siger Helge Sander.

Del