E-læring over nettet er fremtidens videndeling
Danmark bliver kun et højteknologisk samfund, hvis vi satser målrettet på massiv spredning af viden fra forskningen og ud til virksomhederne.
– Danmark bliver kun et højteknologisk samfund, hvis vi satser målrettet på massiv spredning af viden fra forskningen og ud til virksomhederne. Her er e-læring og virtuel læring et af fremtidens centrale medier, siger videnskabsminister Helge Sander.
Videnskabsministeren taler i dag fra København over nettet ved den virtuelle konference, Learningnet '04, som it-vest holder i Århus om e-læring.
På den virtuelle konference bliver portalen Learningnet.dk lanceret. Den formidler viden og erfaring om e-læring, og der er mulighed for sparring, hvis man skal i gang med e-læring.
– Når vi mixer e-læring med virtuel netforelæsninger, får vi simpelthen en cocktail med store muligheder for markant mere videndeling og videnspredning i vores samfund, siger videnskabsminister Helge Sander.
Konferencen er særligt for undervisere, som skal udvikle nye typer kurser rettet mod bl.a. små- og mellemstore virksomheder.
– I fremtiden skal vi leve af større videnindhold i vores produktion, så erhvervslivet bliver i stand til både at producere hurtigere, smartere og mere, siger Helge Sander.
Regeringen vil inden for den næste måned med 10 millioner kroner støtte perspektivrige projekter i både virksomheder og det offentlige – og allerhelst i et samspil mellem offentligt og privat.
It-vest er et uddannelses- og forskningssamarbejde mellem Handelshøjskolen i Århus, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. Samarbejdet har allerede resulteret i en række netbaserede efter- og videreuddannelsestilbud. Se nærmere på IT-Vests hjemmeside, hvor også dagens program kan findes.




