Dansk plan om 15 mia. kr. årligt til europæisk super-grundforskning
Videnskabsminister Helge Sander foreslår i dag sine europæiske kolleger i EU's Ministerråd, at der bliver skabt et slagkraftigt europæisk grundforskningsmiljø med en kapital på op til 15 mia. kr. om året.
Videnskabsminister Helge Sander foreslår i dag sine europæiske kolleger i EU's Ministerråd, at der bliver skabt et slagkraftigt europæisk grundforskningsmiljø med en kapital på op til 15 mia. kr. om året.
– I dag tager vi en principiel drøftelse i EU's Ministerråd, og her opfordrer jeg mine kolleger til, at vi sætter fuld fart på en europæisk fond, som kan løfte forskningen i EU. Det er et dansk mål, at nu får lavet et beslutningsgrundlag, så vi kan komme videre med fonden, siger videnskabsminister Helge Sander.
Under det danske EU-formandskabet i 2002 satte Helge Sander et nyt europæisk forskningsråd på dagsordenen og bad en ekspertgruppe udarbejde en rapport som den danske videnskabsminister nu har rundsendt til sine EU-ministerkolleger.
– Vi skal styrke europæisk grundforskning, og som det blev sagt for nylig af stats- og regeringscheferne på det tysk-fransk-engelske topmøde, er det en idé, der bør arbejdes videre med. Vi har nu skitsen til en færdig plan klar, og snart kommer Kommissionen med sit bud på, hvordan vi implementerer grundforskning på europæisk plan, siger Helge Sander.
Ideen om et europæisk grundforskningsråd er en del af en større dansk EU-offensiv, som statsminister Anders Fogh Rasmussen for nylig lancerede. Statsministeren foreslår bl.a. en fordobling af EU's budget til forskning og udvikling ved at øge eksisterende forskningsmidler med en tredjedel, oprettelse af grundforskningsfonden og en Europæisk Innovationspris.
– Målet med en fond på 15 mia. kr. om året er at skabe slagskraftrige elitemiljøer inden for grundforskningen, der sikrer, at Europa vinder den globale konkurrence om de bedste hoveder. Kun på den måde skaber vi forskning, som erhvervslivet kan omsætte i produkter og arbejdspladser, siger Helge Sander.
Princippet bag fonden er helt nyt i EU-sammenhæng. Forskere over hele Europa skal konkurrere om fondens midler, som foreslås fordelt på baggrund af kvalitet, så kun de allerdygtigste får støtte.
– Det danske initiativ kommer på rette tid, efter at regeringen har gennemført en række historiske reformer inden for det danske universitets- og forskningssystem og det nylige forslag om en højteknologisk fremtidsfond, siger Helge Sander.
Yderligere oplysninger hos Kenneth Glarbo Andersen, 3392 9993, .




