Videre til indhold. | Videre til menunavigation

22.07.2003

Stadig flere akademikere i job

Nye tal viser fortsat beskæftigelsesfremgang for akademikerne. Næsten 450 flere medlemmer af Dansk Jurist- og Økonomforbund, DJØF, var i beskæftigelse i april i år sammenlignet med sidste år.

Nye tal viser fortsat beskæftigelsesfremgang for akademikerne. Næsten 450 flere medlemmer af Dansk Jurist- og Økonomforbund, DJØF, var i beskæftigelse i april i år sammenlignet med sidste år.

– Det er glædeligt, at stadig flere akademikere er i beskæftigelse. Også blandt de nyuddannede har rigtig mange –over 1.000 – fået ansættelse inden for et år. Det er ikke så ringe, selv om tallet ligger et par hundrede under en god job-sæson for nyuddannede fra universiteterne, siger videnskabsminister Helge Sander.

De nye, foreløbige beskæftigelsestal fra DJØF viser, at ledigheden blandt akademikerne ikke skyldes færre beskæftigede, men en strøm af nyuddannede.

– På tre år er der kommet næsten ti procent flere DJØF-medlemmer i beskæftigelse. Det viser, at arbejdsmarkedet i stigende grad efterspørger højtuddannede, hvilket er positivt for vores konkurrenceevne i vidensamfundet, siger Helge Sander.

I april 2000 var 24.374 DJØF-medlemmer i beskæftigelse. I april sidste år havde 26.200 job, mens tallet i april i år ifølge en foreløbig opgørelse ligger på ca. 26.650.

– Vi skal ikke af den grund være mindre ivrige med at få gjort noget ved den ledighed, der fortsat er blandt akademikere. Tingene skal blot vurderes i det rette perspektiv, siger videnskabsministeren.

Helge Sander glæder sig samtidig over, at den seneste tids mediefokus på ledighed blandt akademikere ikke har mindsket de unges appetit på en universitetsuddannelse:

– Tværtimod har 1.100 flere end sidste år søgt en universitetsuddannelse i år. Med universitetsreformen har regeringen gjort en kæmpeindsats for at sikre de, som får studieplads, en både spændende og jobrelateret uddannelse, der giver gode chancer for beskæftigelse, når de er færdige.

Del