Regelgrundlaget skal vurderes
Videnskabsminister Helge Sander har bedt Forskningsstyrelsen om at vurdere, om der er behov for at justere regelgrundlaget for det arbejde, der varetages af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
Videnskabsminister Helge Sander har bedt Forskningsstyrelsen om at vurdere, om der er behov for at justere regelgrundlaget for det arbejde, der varetages af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
– Det gør indtryk, at en række samfundsvidenskabelige forskere på baggrund af klagesagen vedrørende Bjørn Lomborgs bog har rejst en principiel debat om regelgrundlaget for udvalgenes arbejde, siger Helge Sander.
De nuværende regler har været gældende i fire år, og i den nuværende situation er det naturligt at sammenholde de indhøstede erfaringer med den aktuelle diskussion omkring videnskabelig metode og praksis inden for de forskellige videnskabelige discipliner.
I kølvandet på afgørelsen af klagerne har der endvidere i medierne været rejst kritik af den måde, udvalgene har taget stilling til klagerne vedrørende Bjørn Lomborgs bog på.
Hvis en eller flere parter i sagen finder, at der er begået retlige fejl under sagsbehandlingen i udvalgene, kan de indbringe sagen for Videnskabsministeriet, der er ankeinstans for Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
– Af samme grund kan jeg derfor ikke udtale mig om den konkrete sag, siger videnskabsminister Helge Sander.




