Videre til indhold. | Videre til menunavigation

05.02.2003

Pressemøde: Alle danskere tilbydes en elektronisk underskrift

Repræsentanter for medierne inviteres til pressemøde om resultatet af EU-udbuddet om digital signatur. Videnskabsminister Helge Sander offentliggør på pressemødet vinderen af udbuddet om at blive leverandør af den offentlige digitale signatur.

Repræsentanter for medierne inviteres til pressemøde om resultatet af EU-udbuddet om digital signatur:

torsdag den 6. februar
kl. 10.30
Videnskabsministeriet
Bredgade 43
København

Videnskabsminister Helge Sander offentliggør på pressemødet vinderen af udbuddet om at blive leverandør af den offentlige digitale signatur.

Der har været et udskilningsløb med en indledende projektkonkurrence og efterfølgende forhandlinger mellem vindere af denne konkurrence.

Regeringen har afsat 50 millioner kr. til udbredelsen af denne digitale signatur til danskerne. EU-udbudet skal sikre etableringen af en infrastruktur til en hurtig og effektiv udbredelse af digitale signaturer til borgere, myndigheder og den private sektor.

Sideløbende har regeringen gennemført en kulegravning af dansk lovgivning for at fjerne unødvendige juridiske snubletråde for brugen af digital kommunikation. De enkelte ministeriers prioriterede handlingsplaner blev fremlagt i september.

Der er endvidere offentliggjort en række vejledninger om digital signatur på www.signatursekretariatet.dk. Vejledningerne skal tilskynde og hjælpe blandt andet offentlige myndigheder med at indføre en ny generation af nettjenester for borgere og virksomheder, hvor der anvendes digital signatur.

I vejledningerne beskrives både, hvilke fordele teknologien giver mulighed for, og hvad der kræves teknisk og organisatorisk for at arbejde med digitale signaturer i praksis.

– Vi skal have begrænset tidsrøveriet foran de offentlige skranker og i det private erhvervsliv; det skal være slut med dobbelt- og tredobbelt taste-arbejde i hele den offentlige sektor, og vi skal sikre tryghed ved handel og aftaler på nettet, siger Helge Sander.

– Digital signatur er et centralt projekt i dette arbejde. En førerposition på dette område vil også give det danske IT-erhverv gode kort på hånden, når andre lande skal til at udvikle tjenester baseret på digital signatur, siger videnskabsministeren.

Del