Offentliggørelse af Nørby-udvalgets anbefalinger til universitetsbestyrelser
Repræsentanter for medierne inviteres hermed til præsentation af rapporten "Anbefalinger for god universitetsledelse i Danmark".
Repræsentanter for medierne inviteres hermed til præsentation af rapporten "Anbefalinger for god universitetsledelse i Danmark":
onsdag den 17. december
kl. 11.00
Grønlandsværelset
Christiansborg
På pressemødet deltager videnskabsminister Helge Sander, koncernchef Lars Nørby Johansen, Group4Falck, og formand for Rektorkollegiet, rektor ved Københavns Universitet Linda Nielsen.
Med den ny universitetslov fra 1. juli i år indføres bestyrelser med eksternt flertal og ekstern formand på alle danske universiteter. Inspireret af det såkaldte Nørby-udvalgs anbefalinger til private virksomheders bestyrelser nedsatte videnskabsminister Helge Sander for et halvt år siden et udvalg, der skulle rådgive de nye universitetsbestyrelser. Dette universitetsudvalg fik også koncernchef Lars Nørby Johansen, Group4Falck, som formand.
Udvalget har drøftet en række spørgsmål, eksempelvis: Hvordan håndterer bestyrelsen åbenhed om sit arbejde? Hvordan bør forholdet være mellem bestyrelse og rektor? Hvordan finder bestyrelsen nye medlemmer?
Udvalget afleverer nu sin rapport til videnskabsministeren med i alt 41 konkrete anbefalinger til de nye bestyrelser. Anbefalingerne skal inspirere universitetsbestyrelserne i deres nye rolle.
Udvalget har haft i alt syv medlemmer:
- Lars Nørby Johansen (formand), koncernchef, Group4Falck
- Linda Nielsen, formand for Rektorkollegiet, rektor ved Københavns Universitet
- Erik Sørensen, koncernchef, Chr. Hansen Gruppen
- Jens Oddershede, næstformand i Rektorkollegiet, rektor ved Syddansk Universitet
- Kai Kristensen, professor, Handelshøjskolen i Århus
- Karin Verland, adm. direktør, Pfizer Danmark
- Mogens Munk Rasmussen, koncernchef, Nykredit
Tilmelding senest tirsdag den 16. december til Videnskabsministeriet, Søren Nedergaard, e-mail: , tlf.: 7226 5581.




