Ny uddannelse om "den allermindste" biologi på Syddansk Universitet
Videnskabsminister Helge Sander har godkendt en ny universitetsuddannelse, hvor den mest avancerede forstørrelsesteknik skal i anvendelse inden for biologi og biokemi: nano-bioscience på Syddansk Universitet.
Videnskabsminister Helge Sander har godkendt en ny universitetsuddannelse, hvor den mest avancerede forstørrelsesteknik skal i anvendelse inden for biologi og biokemi: nano-bioscience på Syddansk Universitet.
Den nye uddannelse supplerer udbuddet af bachelor- og kandidatuddannelser i nano-teknologi ved universiteterne i København, Århus og Aalborg.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop nævnt bioteknologi og medicinalindustri som et af vækstområderne for Danmark, og her er nanoteknologi og nanovidenskab helt centrale uddannelses- og forskningsområder.
– Nanoteknologi har kommercielt potentiale og mange anvendelsesmuligheder blandt andet i vores behandlingssystemer. Med nanoteknologi kan man for eksempel gå ind i menneskers blodbaner og helbrede uden at operere, siger Helge Sander.
Nano-bioscience er en tværfaglig uddannelse, der tager afsæt i kemi, biokemi og nanoteknologi. Nano er den matematiske betegnelse for en tusindedel af en milliontedel – altså noget meget, meget småt. Bioscience har en lang række grænseoverskridende anvendelser, eksempelvis:
- elektriske kredsløb i nanoskala
- nanocomputere
- miljøvenlige "kemiske fabrikker" i nano-skala
- forbedret sygdomsdiagnostik og
- "intelligente" lægemidler uden bivirkninger.
– Den nye uddannelse har et klart erhvervssigte, og den er tværfaglig med en fleksibel opbygning, som giver de studerende gode valgmuligheder.
– De færdige kandidater inden for nano-bioscience forventes at gøre karriere som iværksættere eller forskere inden for højvækstområder som biomedicin, medicoteknik og bioteknologi, siger Helge Sander.
Yderligere oplysninger ved henvendelse til vicedirektør Rene Bugge Bertramsen, tlf.: 7226 5600, e-mail: .




