Ny dokumentation af it-erhvervets betydning for velstanden i samfundet
It-erhvervet og anvendelsen af it bidrager betydeligt til væksten i samfundet. Det dokumenterer en ny analyse af it-erhvervet. Analysen viser også, at erhvervet giver stor værditilvækst og er forskningstungt, siger videnskabsminister Helge Sander.
It-erhvervet og anvendelsen af it bidrager betydeligt til væksten i samfundet. Det dokumenterer en ny analyse af it-erhvervet. Analysen viser også, at erhvervet giver stor værditilvækst og er forskningstungt, siger videnskabsminister Helge Sander.
Dette er en af de centrale konklusioner i en analyse af de danske it-erhverv, som Videnskabsministeriet offentliggør i dag.
It-erhvervenes tømmermænd efter sen-halvfemsernes dot-com-beruselse er ved at løje af. It-erhvervet fremstår nu som et af de erhverv, der er værd at satse på, og it-produkter kan medvirke til at forbedre den danske produktivitet og konkurrenceevne. Analysen viser også, at it-erhvervet er markant forskningsintensivt og står for en fjerdedel af virksomhedernes forskning:
– It-erhvervet investerer 57.000 kr. om året pr medarbejder i forskning og udvikling mod 14.000 kr. i det øvrige erhvervsliv. Det er den rigtige vej at gå, for vi ved, der er et stort privat og offentligt afkast af forskning. Og her placerer it-erhvervet sig side om side med de andre højteknologiske og videntunge erhverv, Danmark skal leve af i fremtiden, siger Helge Sander.
Analysen er lavet i samarbejde med de danske it-brancheorganisationer og indeholder fakta om it-erhvervenes størrelse, værdiskabelse, it-arbejdsmarkedet, forskning og udvikling, bidrag til produktivitetsvækst samt import og eksport af it-varer, herunder it anvendelsens betydning for den danske produktivitet.
– Analysen kan bidrage til debatten om it-erhvervenes udvikling og vækstpotentiale og kan bruges i min dialog med it-branchen om en række opfølgende tiltag. I den kommende it- og telepolitiske handlingsplan vil regeringen sætte fokus på it-erhvervene og deres bidrag til at styrke it-anvendelsen i erhvervslivet og effektiviseringen af den offentlige sektor, siger videnskabsminister Helge Sander.
Regeringens it- og telepolitiske handlingsplan offentliggøres i efteråret 2003 og indeholder konkrete it-politiske initiativer.




