Markant forbedring af it-sikkerheden i Danmark
En ny rapport "Datasikkerheden i Danmark 2002" viser, at it-sikkerheden i virksomheder og institutioner over de seneste år er forbedret markant på en række områder.
En ny rapport "Datasikkerheden i Danmark 2002" viser, at it-sikkerheden i virksomheder og institutioner over de seneste år er forbedret markant på en række områder.
Antallet af virksomheder og institutioner, som har haft problemer med virus-angreb er således faldet fra ca. 73 procent i 2001 til ca. 50 procent sidste år. Andre internetproblemer ramte sidste år kun ca. 20 procent af de adspurgte mod ca. 60 procent i 2000. Og antallet af hændelige fejl og skader på it-udstyret er også reduceret markant fra ca. 35 procent i 2000 til godt 10 procent sidste år.
– Det glæder mig, at it-sikkerheden i den 3-årige periode, undersøgelsen har kørt, er blevet forbedret på en række områder, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Hele samfundet er i stigende grad afhængig af it-anvendelse, og derfor er vi meget sårbare over for it-nedbrud. Truslerne mod it-anvendelsen er ikke mindsket, snarere tværtimod. Derfor vil regeringen fortsat have fokus på at styrke it-sikkerheden i samfundet og ikke mindst sikre, at den offentlige sektors digitalisering sker på sikker og betryggende vis, siger Helge Sander.
Rapporten er afslutningen på det tidligere IT-sikkerhedsråds projekt om etablering af en it-sikkerhedsstatistik, der over en treårig periode fulgte en række virksomheders og institutioners it-sikkerhedssituation.
Formanden for det nye Rådet for it-sikkerhed, Allan Fischer-Madsen, siger:
– Rådet finder, at en løbende statistik om it-sikkerhedsmæssige forhold er et nyttigt redskab for Rådet såvel som for den enkelte virksomhed og dens rådgivere, herunder brancheorganisationerne. Rådet arbejder derfor sammen med Videnskabsministeriet på, at en tilsvarende statistik med et udvidet datagrundlag fortsat vil blive produceret.
Rapporten kan hentes på www.vtu.dk:
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: formand for Rådet for it-sikkerhed, Allan Fischer-Madsen, tlf. 4057 0762, eller
Videnskabsministeriet, kontorchef Yih-Jeou Wang, tlf. 3392 9370, .




