Videre til indhold. | Videre til menunavigation

29.01.2003

Ledige akademikere et alvorligt problem

På baggrund af den seneste tids debat om stigende ledighed blandt nyuddannede akademikere har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og videnskabsminister Helge Sander drøftet situationen, og tager nu initiativ til en drøftelse med lønmodtagerorganisationerne om, hvad der kan gøres.

På baggrund af den seneste tids debat om stigende ledighed blandt nyuddannede akademikere har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og videnskabsminister Helge Sander drøftet situationen, og tager nu initiativ til en drøftelse med lønmodtagerorganisationerne om, hvad der kan gøres.

Ifølge ledighedsstatistikkerne er ledigheden i vækst for AC-gruppen, men med betydelige udsving for de forskellige grupper – f.eks.  oplever DJØF'erne nu en stigende ledighed. Ledigheden for AC'ere er dog under ét lavere end for flere andre lønmodtagergrupper. Regeringen følger imidlertid udviklingen nøje:

– De højtuddannede har en utrolig vigtig placering i det danske samfund, bl.a. fordi deres viden er afgørende for Danmarks placering i vidensamfundet. Men også fordi højtuddannede fungerer som trækkraft for andre lønmodtagere. En tommelfingerregel siger, at en civilingeniør trækker syv medarbejdere med sig, udtaler Helge Sander.

De to ministre vil derfor i løbet af et par uger invitere lønmodtagerorganisationerne til en drøftelse. Målet er at sikre, at den ny reform "Flere i arbejde" kommer til at virke effektivt – også på akademikerområdet.

– Vi vil tale med lønmodtagerorganisationerne og høre deres bud på, hvordan vi sikrer, at de nye regler virkelig efterleves, herunder at man er parat til at bevæge sig længere væk efter arbejde og også er parat til at gå uden for sit eget snævre fagområde, siger Claus Hjort Frederiksen.

– "Flere i arbejde"-reformen skal udmøntes netop nu, og jeg har store forventninger til, at vi får nye aktører på banen, fordi hverken AF eller kommunerne har kompetence eller erfaring til at håndtere ledige akademikere effektivt. Målet må være at nye aktører kan hjælpe med at finde den hurtigste og mest direkte vej til job for de ledige akademikere, understreger beskæftigelsesministeren, der derudover har en række andre instrumenter til rådighed i reformen.

– Regeringens reformer, bl.a. den ny universitetsreform med klart fokus på vejledning og mulighed for at vælge nye typer uddannelser, som imødekommer arbejdsmarkedets behov, vil på sigt være med til at understøtte regeringens mål om, at de unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet og i arbejde, understreger Helge Sander.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til beskæftigelsesministeriets presse- og kommunikationschef Charlotte Jepsen på telefon 4044 4576 eller Jesper Beinov, Videnskabsministeriet på telefon 3392 9700. 

Del