Videre til indhold. | Videre til menunavigation

03.03.2003

Kommunerne bør fokusere på besparelser ved digital forvaltning

Kommunerne bør med samme succés som bankerne med home-banking kunne effektivisere administrationen på landets rådhuse. Kommunernes muligheder er opstået med den gratis digitale signatur, som alle skatteydere får tilbudt med selvangivelsen om få uger, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Kommunerne bør med samme succés som bankerne med home-banking kunne effektivisere administrationen på landets rådhuse. Kommunernes muligheder er opstået med den gratis digitale signatur, som alle skatteydere får tilbudt med selvangivelsen om få uger, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Jeg har forståelse for, at Kommunernes Landsorganisation gerne vil diskutere demografisk udvikling og udgiftstryk med deres debatoplæg "Velfærd på spil", som offentliggøres i dag. Men det forekommer mig at være mindst lige så relevant, at ledelsen i kommunerne er stærkt optaget af de besparelser i administrationen og forbedringer af borgerservice, som en digital forvaltning kan give, siger Helge Sander.

– Med den digitale signatur får kommunerne mulighed for på internettet og hjemmesiden at give langt flere selvbetjenings-tilbud end i dag.

Eksempler på disse services er ansøgning om pension, kontanthjælp, boligstøtte, nybyggeri, lægeskift, nyt sygesikringsbevis, flytteanmeldelser, oplysninger i forbindelse med ejendomshandel, ansøgning om optagelse på venteliste til daginstitutioner mv.

– En effektiv digital forvaltning kan spare kommunerne for betydelige administrative udgifter og samtidig give større frihed og gøre det nemmere for borgerne og virksomhederne. Så inden man diskuterer forringelser af de offentlige velfærdsydelser, bør man omlægge til den mest effektive og omkostningsbevidste administration, siger Helge Sander.

Del