It-handlingsplan: Nettet skal være nyt uddannelsessted
Regeringen forstærker nu borgernes uddannelsesmuligheder på internettet. Da alt for få virksomheder, institutioner og enkeltpersoner bruger e-læring, skal der nu sættes turbo på udbredelsen af undervisning på nettet.
Regeringen forstærker nu borgernes uddannelsesmuligheder på internettet. Da alt for få virksomheder, institutioner og enkeltpersoner bruger e-læring, skal der nu sættes turbo på udbredelsen af undervisning på nettet.
– Danskerne bruger nettets muligheder flittigt. Men når man spørger, hvad danskerne har foretaget sig på nettet inden for den seneste måned, har kun én ud af otte brugt internettet til uddannelse, siger videnskabsminister Helge Sander.
Initiativerne omfatter blandt andet en rapport om e-læring og en ny hjemmeside samt en særskilt pulje på ti mio. kr. til projekter med e-læring, hvor målgruppen i første række er medarbejderne i de mindre og mellemstore virksomheder og projekter med e-læring i den offentlige sektor.
Det fremgår af regeringens it- og telepolitiske handlingsplan, der har fokus på blandt andet e-læring, borgernes it-rettigheder samt vækst i it-branchen og i dansk erhvervsliv generelt.
– Vi har kaldt handlingsplanen "it med omtanke", fordi der hidtil i it- og telepolitikken har været fokuseret meget på udstyrssiden, altså på hardware. Nu handler det om at få det maksimale udbytte af informations- og telekommunikationsteknologien, siger videnskabsministeren.
Handlingsplanen omfatter blandt andet en initiativpakke for it-erhvervet, eksempelvis skal branchens forskningsindsats kortlægges for at styrke samarbejdet med de offentlige it-forskningsmiljøer.
– Vi sætter også en række initiativer i gang for at sikre den enkelte danskers it-rettigheder. Vi vil gerne gøre det muligt for hver enkelt dansker at tjekke hvilke myndigheder, som har søgt personoplysninger. Og vi skal blive endnu bedre til at beskytte private oplysninger, når vi kommunikerer på nettet.
Anvendelsen af den offentlige digitale signatur – som mere end 50.000 nu har bestilt – vil være et middel til at sikre private oplysninger på nettet og få adgang til egne persondata i offentlige registre.
– Glædeligvis kommer der løbende flere, nyttige anvendelsesmuligheder både i den offentlige og private sektor for den digitale signatur, så jeg er ikke i tvivl om, at digital signatur kommer til at spille en central rolle, siger Helge Sander.
Regeringens samlede målsætning for it- og telepolitikken er, at den skal bidrage til at skabe vækst i dansk erhvervsliv, reformere den offentlige sektor og kvalificere danskerne til fremtidens vidensamfund.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sekretariatschef Kim Brinckmann, Videnskabsministeriet, tlf.: 3392 9940, e-mail: .
Regeringens it- og telepolitiske handlingsplan 2003 It med omtanke kan hentes på www.vtu.dk eller bestilles i trykt udgave hos Jeanette Gundertofte, Videnskabsministeriet, tlf.: 3395 4011, e-mail: .
Rapporten om e-læring kan også hentes på Videnskabsministeriets nye hjemmeside om e-læring, som findes på adressen www.e-kompetencer.dk.
Statistikpublikationen "Informationssamfundet Danmark – It-status 2003" er ligeledes at finde på www.vtu.dk.




