Helge Sander på Jyllandsturné
Videnskabsminister Helge Sander er mandag den 3. november på Jyllandsturné med følgende program ...
Videnskabsminister Helge Sander er mandag den 3. november på Jyllandsturné med følgende program:
9.30-11.30 besøger Helge Sander Grundfos, hvor bl.a. koncernchef Jens Jørgen Madsen vil præsentere koncernens aktiviteter inden for forskning og udvikling, hvortil der hvert år investeres adskillige hundrede millioner kroner. Sted: Grundfos, Poul Due Jensensvej 7, Bjerringbro.
12.00-13.30 besøger videnskabsministeren Danmarks Jordbrugsforskning i Foulum, hvor bl.a. direktør Arne Jensen vil præsentere centrets aktiviteter, herunder svinegenomprojektet, der er et fælles dansk-kinesisk forskningssamarbejde, som ventes at blive af afgørende betydning for fremtidens husdyrsektor og for udvikling og test af nye lægemidler. Sted: Forskningscenter Foulum, Blichers Allé 10, 8830 Tjele.
14.30-16.30 indvier videnskabsministeren de 12 danske universiteters nye web-baserede efteruddannelsesportal (www.unev.dk), hvor borgere og virksomheder kan finde målrettede efter- og videreuddannelsestilbud. Sted: Aalborg Industries A/S, Gasværksvej 24, Aalborg.
16.30-18.45 møder Helge Sander Frederikshavns borgmester Erik Sørensen til en samtale om kommunens resultater inden for primært digital forvaltning og kommunens bredbåndsplaner, som har placeret Frederikshavn på det digitale landkort. Sted: Frederikshavn Rådhus, Rådhus Allé 100, Frederikshavn.
19.00-21.00 diskuterer Helge Sander Nordjyllands fremtid i vidensamfundet med arbejdsmarkedsordfører Bjarne Laustsen (MF, S) og gruppeformand Mogens Nørgaard Pedersen (MF, KD). Sted: Maskinhallen, Skolegade 8, Frederikshavn.
Dagens Jyllandsturné sammenfatter videnskabsministeriets opgave, siger Helge Sander.
– Opgaven er på den ene side at bygge firesporede motorveje mellem forskningsinstitutioner og virksomhederne i alle dele af Danmark, så der kommer nye videntunge produkter ud af det, som gør både virksomheder og samfund rigt i fremtiden. Og på den anden side gennem forskningsbaseret undervisning at kvalificere danskerne til fremtidens vidensamfund, hvor it- og tele er den infrastruktur som binder det hele sammen, siger Helge Sander om mandagens turné.
Videnskabsminister Helge Sander kan mandag kontaktes via særlig rådgiver Jesper Beinov, 2167 0528 eller Charlotte Stuhr, 3392 9741 .




