Videre til indhold. | Videre til menunavigation

07.07.2003

Første universitetsbestyrelse hurtigt på plads

Bare seks dage efter universitetsloven er trådt i kraft har videnskabsminister Helge Sander godkendt den første universitetsbestyrelse, som er udpeget efter de nye retningslinier om bl.a. eksternt flertal og ekstern formand.

Bare seks dage efter universitetsloven er trådt i kraft har videnskabsminister Helge Sander godkendt den første universitetsbestyrelse, som er udpeget efter de nye retningslinier om bl.a. eksternt flertal og ekstern formand.

– Det er flot og glædeligt, at KVL som landets første universitet allerede har sin nye bestyrelse på plads. Sammensætningen afspejler i høj grad de politiske intentioner med universitetsloven om at sikre en tæt dialog med det omgivende samfund, siger Helge Sander.

– Alt tyder på, at mindst halvdelen af de tolv universiteter vil følge trop inden nytår og have udpeget en universitetsbestyrelse efter de nye retningslinier. Det sikrer en hurtig og effektiv overgang til den nye ledelsesform, som et meget bredt flertal i Folketinget står bag.

– Dermed kan energien og fokus i universitetsmiljøerne på ny koncentreres om videreudviklingen af de forskningsbaserede uddannelser og den offentlige forskning i et frugtbart samspil med det omgivende samfund.

– De nye bestyrelser får en central rolle med henblik på at udstikke linjerne for fremtidens ansatte ledelse og for den strategiske prioritering af forskning og uddannelse, siger Helge Sander.

Med den opgave at give de nye bestyrelser inspiration til arbejdet har videnskabsministeren nedsat et udvalg, der med koncernchef
Lars Nørby Johansen i spidsen skal udarbejde et godt grundlag for universiteternes nye bestyrelser.

Lars Nørby Johansen stod tidligere i spidsen for det udvalg, som udarbejdede anbefalinger for god selskabsledelse i dansk erhvervsliv, Corporate Governance.

Det nye udvalg er sammensat af medlemmer fra både universiteterne, det private erhvervsliv og fra erhvervslivets forskningsintensive virksomheder:

  • Lars Nørby Johansen, koncernchef, Group4Falck
  • Linda Nielsen, rektor, Københavns Universitet
  • Kai Kristensen, professor, Handelshøjskolen i Århus
  • Erik Sørensen, adm. direktør, Chr. Hansen Holding
  • Karin Verland, adm. direktør, Pfizer Danmark
  • Jens Oddershede, rektor, Syddansk Universitet
  • Mogens Munk Rasmussen, koncernchef, Nykredit

For yderligere information om den nyudnævnte bestyrelse for KVL henvises til universitetets hjemmeside.

Del