De unges søgning til en videregående uddannelse stort set uforandret
59.040 har i år søgt optagelse på en videregående uddannelse – sidste år var tallet 59.331.
59.040 har i år søgt optagelse på en videregående uddannelse – sidste år var tallet 59.331. Det viser den foreløbige opgørelse fra Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet over søgningen til de videregående uddannelser, baseret på tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT).
Ansøgningsmønstret viser enkelte ændringer i forhold til sidste år. Søgningen er igen i år steget til uddannelserne på universiteterne, der optager studerende via KOT'en. 25.787 har i år søgt optagelse, hvilket er mere end fire procent flere (svarende til knap 1.100 ansøgere) end sidste år, hvor tallet var 24.704. Stigningen er især kommet Syddansk Universitet, Roskilde Universitetscenter, Handelshøjskolen i Århus og Danmarks Tekniske Universitet til gode.
Læreruddannelsen ved seminarierne har, modsat sidste år, haft et fald i antallet af ansøgere. Tilbagegangen i ansøgertallet falder fortrinsvis på kvote 2 ansøgninger, dvs. ansøgere som optages efter andre kriterier end kvotienten på den adgangsgivende eksamen. Denne tilbagegang hænger formentlig sammen med, at der samtidig har været en markant stigning fra 2002 til 2003 i antallet af ansøgere til meritlæreruddannelsen.
Antallet af ansøgere til de korte videregående uddannelser er som helhed steget lidt i forhold til sidste år, men på enkelte af de korte videregående uddannelser, for eksempel markedsføringsøkonom og produktionsteknolog, er ansøgertallet faldet.
Alle ansøgere får senest den 28. juli svar på deres ansøgning. På dette tidspunkt offentliggøres såvel antallet af optagne som antallet af ansøgninger til de enkelte uddannelser.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til: Undervisningsministeriet, fuldmægtig Liselotte Nielsen, tlf. 3392 7397, (vedr. de korte og mellemlange videregående uddannelser). Videnskabsministeriet, fuldmægtig Solveig Boesen, tlf. 7226 5602, (vedr. universitetsuddannelserne).




