Danskerne er generelt bekymret for sikkerheden ved anvendelsen af internettet
Knap 3 millioner danskere havde i 4. kvartal 2002 adgang til pc i hjemmet, viser den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik. 74 procent har installeret antivirusprogrammer og over halvdelen har tillige installeret firewalls.
Knap 3 millioner danskere havde i 4. kvartal 2002 adgang til pc i hjemmet, viser den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik. 74 procent har installeret antivirusprogrammer og over halvdelen har tillige installeret firewalls.
Alligevel er danskerne stadig ikke helt trygge ved anvendelsen af internettet, og mange afholder sig fra at sende fortrolige oplysninger over nettet.
De danskere, der ikke anvender it-sikkerhedsprodukter, begrunder det med, at det er for svært at installere, eller at de ikke forstår vejledningerne.
– Undersøgelsen bekræfter, at der er behov for en øget og forståelig information om it-sikkerhed til borgerne, så der skabes trygge rammer for it-anvendelsen, udtaler formand for Rådet for it-sikkerhed, Allan Fischer-Madsen.
Samtidig fremgår det af den seneste statistik, at mere end hver anden offentlige myndighed oplever problemer med it-sikkerheden, på trods af, at alle har investeret i it-sikkerhedsudstyr. Til gengæld er det under halvdelen af den offentlige sektor og kun hver tiende private virksomhed, der løbende uddanner deres medarbejdere i it-sikkerhed.
– Meget tyder på, at der skal satses mere på at få gennemført it-sikkerhedsprocedurer i virksomhederne, og at medarbejderne løbende bør uddannes omkring it-sikkerhed for at opnå en øget it-sikkerhed, siger Allan Fisher-Madsen.
Rådet for it-sikkerhed forbereder i samarbejde med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling flere tiltag, der skal give borgere og virksomheder adgang til information og vejledning på en lettilgængelig måde.
Undersøgelserne "Status på it-sikkerheden i Danmark" samt "Borgerne og it-sikkerheden" er udarbejdet af Danmarks Statistik i samarbejde med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Nærmere oplysninger fås hos formand for Rådet for it-sikkerhed Allan Fischer-Madsen, tlf: 3945 0721, mobil: 4057 0762 eller næstformand Janne Glæsel, tlf: 7227 0000 eller mobil: 2526 3410.




