Videre til indhold. | Videre til menunavigation

16.09.2003

Danmark med i front på universitetsområdet

OECD afliver nu den gamle myte om det lave uddannelsesniveau i Danmark. Det er glædeligt, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til offentliggørelsen af en årlig uddannelsesrapport fra OECD, Education at a Glance 2003.

– OECD afliver nu den gamle myte om det lave uddannelsesniveau i Danmark. Det er glædeligt, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til offentliggørelsen af en årlig uddannelsesrapport fra OECD, Education at a Glance 2003.

Ifølge rapporten ligger Danmark på en femteplads, når det gælder andelen af en ungdomsårgang, som tager en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

– Vi er faktisk rigtig godt med, og med de nyeste optagelsestal ville vores andel – særligt for universitetsuddannede – være endnu højere. Trods dette skal vi stadig gøre en indsats for at få endnu flere af de unge til at vælge en universitetsuddannelse, så vi kan imødekomme det stigende behov for forskere med ph.d.-uddannelsen, siger Helge Sander.

Videnskabsministeren hæfter sig også ved, at Danmark skiller sig ud med en markant lavere andel af unge på mellemlange og lange videregående uddannelser, som vælger en ingeniøruddannelse eller en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse.

– Vi har tilstrækkelig stor uddannelseskapacitet til at uddanne flere ingeniører og teknisk-naturvidenskabelige kandidater, så det drejer sig om at motivere de unge og tilbyde de relevante uddannelsesretninger. Jeg har taget en række initiativer på området, og forleden godkendte jeg en ny civilingeniøruddannelse på Aarhus Universitet, siger Helge Sander.

Ifølge OECD-rapporten tager fire ud af ti (helt præcist: 39 procent) unge danskere enten en professionsbachelor (mellemlang videregående uddannelse) eller en universitetsuddannelse (lang videregående uddannelse). Gennemsnittet for OECD-landene er på 30 procent.

Godt hver femte (22 procent) voksne dansker har afsluttet en mellemlang eller lang videregående uddannelse mod et OECD-gennemsnit på 15 procent. For ph.d'erne ligger DK dog en anelse under OECD-gennemsnittet.

Hvad angår fuldførelse af studierne ligger danske unge på et OECD-gennemsnit, idet godt to ud af tre (69 procent) afslutter deres mellemlange eller lange videregående uddannelse.

– Det er ikke godt nok. Med regeringens universitetsreform lægger vi vægt på en øget vejldningsindsats, blandt andet for at sikre en højere fuldførelsesprocens, siger videnskabsministeren.

OECD-rapportens tal viser endvidere, at Danmark ligger markant lavere end OECD-gennemsnittet med hensyn til den andel, der fuldfører mellemlange eller lange videregående uddannelser inden for det teknisk-naturvidenskabelige område. OECD-gennemsnittet er på over ti procent, mens andelen for Danmark er på kun syv procent. For ingeniører er tallet herhjemme ca. ni procent, mod over 13 procent i hele OECD-området.


Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vicedirektør René Bugge Bertramsen, tlf.: 7226 5600, e-mail: .

Del