Behov for åbenhed og forskningsformidling på nettet
Forskningsinstitutioner og -biblioteker skal være langt bedre til at udnytte internettets muligheder for at komme i dialog med det øvrige samfund.
– Forskningsinstitutioner og -biblioteker skal være langt bedre til at udnytte internettets muligheder for at komme i dialog med det øvrige samfund. Nettet er et oplagt sted at formidle viden og forskningsresultater og invitere til samarbejde blandt andet gennem åbenhed om organisation og kontaktmuligheder, siger videnskabsminister Helge Sander.
Kommentaren er en reaktion på projekt Bedst på Nettets gennemgang af forskningsinstitutioners hjemmesider. Undersøgelsen viser, at de kun sjældent formår at formidle deres arbejde til en bredere målgruppe og kun offentliggør få informationer om deres egen organisation. Flere netsteder findes endog kun i en engelsksproget version.
– Det er på høje tid, at åbenheden og vilje til samarbejde med det øvrige samfund også afspejler sig i forskningsinstitutionernes stand på nettet. Hjemmesiden er jo et enestående og omkostningseffektivt værktøj til både formidling, dialog og præsentation, siger Helge Sander.
Blandt de undersøgte institutioner klarer sektorforskningen sig en smule bedre end sidste år. Dansk Rumforskningsinstitut fremhæves for portalen www.rummet.dk, hvor DR1 ved hjælp af populærvidenskabelige artikler formidler information om rumfart og rumforskning, så alle kan være med.
– Der er også grund til at uddele roser til årets to første topscorere, som har gjort sig fortjent til fem netkroner. De indfrier således begge de skærpede krav, som vi stiller i år, om tilgængelighed for alle, siger videnskabsministeren.
Det drejer sig om Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, GEUS på www.geus.dk, samt Center for Ligebehandling af Handicappede, www.clh.dk.
Samtlige resultater inden for kategorierne forskningsinstitutioner, forskningsbiblioteker og portaler kan findes på www.bedstpaanettet.dk, hvor der også gives et mere omfattende resumé af undersøgelsens hovedresultater med mulighed for at sammenligne med tidligere års resultater.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til IT- og Telestyrelsen, Hugo Prestegaard, tlf.: 3337 9269, , eller til Videnskabsministeriet, fuldmægtig Vibeke Raaschou-Nielsen, tlf.: 3392 6597, .




