Tele-initiativer skal løse problemet med utilsigtede opkald til udlandet
Videnskabsminister Helge Sander er meget tilfreds med, at telebranchen i samarbejde med Forbrugerrådet, Foreningen for Dansk Internet Handel og Dansk IT har fundet en løsning, der kan være med til at sikre forbrugerne mod utilsigtet høje telefonregninger for opkald til udlandet.
Videnskabsminister Helge Sander er meget tilfreds med, at telebranchen i samarbejde med Forbrugerrådet, Foreningen for Dansk Internet Handel og Dansk IT har fundet en løsning, der kan være med til at sikre forbrugerne mod utilsigtet høje telefonregninger for opkald til udlandet. Løsningen blev præsenteret af branchen på et møde i dag i IT- og Telestyrelsen.
– Jeg vil gerne kvittere for telebranchens positive holdning til en konstruktiv dialog med brugerorganisationerne, og at parterne i fællesskab har bidraget til at finde en løsning, siger Helge Sander.
Hovedpunkterne i den løsning, der er aftalt er:
- Udbyderne af fastnettelefoni indfører som standard spærring for opkald til en række lande svarende til den løsning, som blandt andet TDC har indført pr. 15. august.
- Alle selskaber vil styrke informationsindsatsen om, hvordan den enkelte forbruger beskytter sig mod utilsigtet høje telefonregninger.
- Branchen og brugerorganisationerne vil fortsat samarbejde og følge op på de initiativer, der nu er besluttet og løbende drøfte hvorledes forbrugerne bedst muligt beskyttes mod utilsigtet høje telefonregninger.
– Løsningen er et bevis på, at branchen har forstået, hvor alvorlig denne type sager kan være for den enkelte teleforbruger og for den fortsatte udvikling af det danske telemarked.
– Det er samtidig værdifuldt, at branchen og brugerorganisationerne vil fortsætte det samarbejde på forbrugerområdet, som nu er indledt. Det tegner positivt for den fremtidige forbrugerbeskyttelse på teleområdet. Jeg vil løbende blive orienteret om dette arbejde, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren vil snarest orientere Folketingets telepolitiske ordførere om den løsning, der nu er fundet.




