Videre til indhold. | Videre til menunavigation

09.10.2002

Studerende og erhvervslivet mødes på nettet

Studerende på landets universiteter skal have bedre muligheder for at prøve deres akademiske viden og mentale kræfter af på de fremtidige arbejdsgivere.

Studerende på landets universiteter skal have bedre muligheder for at prøve deres akademiske viden og mentale kræfter af på de fremtidige arbejdsgivere. Og virksomhederne skal have en nemmere adgang til videnpuljen, der ligger gemt i de studerendes universitetsopgaver, og de praktiksøgende blandt de studerende.

Videnskabsminister Helge Sander igangsætter derfor udviklingen af ét samlende mødested på nettet for studerende, virksomheder, organisationer og myndigheder.

– Nøgleordet er videndeling. I vidensamfundet bliver man kun klogere, hvis man deler ud af sin viden, da det netop er forudsætningen for, at man får noget igen, og dermed bliver en mere kompetent videnarbejder, siger Helge Sander.

Fra næste sommer forventes en nyudviklet portal på nettet at blive mødested for de studerende, private virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

Netportalen skal give alle interesserede gratis adgang til de opgaver og projekter, som de studerende ønsker offentliggjort. Eksempelvis vil de studerende kunne få stort udbytte af at lære af andre studerendes opgaver inden for samme område.

Samtidig skal netportalen fungere som bindeled mellem studerende, der er på udkig efter praktikstillinger, og de virksomheder og offentlige myndigheder, der har brug for studerende til projekter og andre opgaver.

– Der er allerede i dag en række aktiviteter på nettet, som sigter mod at formidle den vigtige kontakt mellem studerende og det omgivende samfund. Det er disse aktiviteter, vi vil udbygge og systematisere, siger Helge Sander.

Ifølge videnskabsministeren er det ambitionen at få samlet trådene for alle landets 11 universiteter, så det omgivende samfund får én indgang til den helt centrale viden og kompetence, som universiteterne og deres studerende rummer.

Videnskabsministeriet vil snarest indlede drøftelser om netportalen med Rektorkollegiet og med kontaktpersonerne for beslægtede initiativer, der allerede er sat i gang, samt andre relevante interessenter.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til specialkonsulent Jannik Schack Linnemann, tlf.: 7226 5584, e-mail: .

Del