Sander skuffet over tonen i debat om ny universitetslov
Der er kommet 86 høringssvar til Videnskabsministeriet i forbindelse med udkastet til en ny universitetslov.
Der er kommet 86 høringssvar til Videnskabsministeriet i forbindelse med udkastet til en ny universitetslov.
I alt er der indsendt cirka 400 siders bemærkninger og kommentarer, der i den kommende tid skal bearbejdes, inden regeringen fremsætter sit forslag til ny universitetslov i Folketinget efter nytår.
Den ny universitetslov udmønter det politiske forlig om en universitetsreform, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet og Kristelig Folkeparti.
– Det er meget positivt, at så mange er gået konkret og konstruktivt til værks i høringsfasen og har indsendt ganske detaljerede bemærkninger til udkastet til ny universitetslov, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Derimod beklager jeg den tone og de ofte urimelige påstande, der fremsættes af enkeltpersoner i den offentlige debat om den ny universitetslov.
Videnskabsministeren er blandt andet skuffet over de seneste udmeldinger fra Rektorkollegiets formand, Københavns Universitets rektor Linda Nielsen:
– Det virker ærlig talt, som om Rektorkollegiets formand med sit udfald ikke accepterer det politiske forlig, som er grundlaget for udkastet til ny universitetslov, siger Helge Sander. Konstruktive bemærkninger i høringsfasen tager udgangspunkt i det indgåede politiske forlig og forholder sig – også gerne kritisk – til udmøntningen. Og der er jeg da overbevist om, at landets fornemste videninstitutioner kan bidrage med indsigtsfulde betragtninger. Det forventer jeg at have modtaget i høringssvarene.
– Universiteterne modtager og forvalter hvert år knap ni mia. kr. Derfor er der et helt naturligt krav om evaluering og opfølgning samt kvalitetssikring af den undervisning og forskning, som kommer ud af disse bevillinger.
– Jeg har ringe forståelse for, hvis nogen ansvarlig universitetsleder vil reducere dette til nogle detaljer i den store sammenhæng. Den seneste tids mediedebat om enkeltforskeres produktivitet burde have overbevist de sidste skeptikere om, at det er i alle parters interesse med en ansvarlig ledelse og administration på vores universiteter, siger Helge Sander.




