Sander luger kraftigt ud i love og regler
I første omgang vil vi fjerne hver fjerde lov og hver femte bekendtgørelse inden for Videnskabsministeriets område, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til regeringens handlingsplan for regelforenkling og administrative lettelser.
– I første omgang vil vi fjerne hver fjerde lov og hver femte bekendtgørelse inden for Videnskabsministeriets område, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til regeringens handlingsplan for regelforenkling og administrative lettelser.
– Dertil kommer, at regeringen forbereder en reform af universitetsloven, som vil give universiteterne langt flere frihedsgrader, blandt andet til at tilrettelægge de enkelte studieforløb. Vores ambitionsniveau er at reducere de mere end 150 uddannelsesbekendtgørelser til maksimalt 20, siger Helge Sander.
Saneringen af regler og administrative byrder inden for Videnskabsministeriets område vil også betyde:
- at forbrugerne får et mere overskueligt klagesystem på teleområdet.
- at forskerne får en hurtigere behandling af ansøgninger i det videnskabsetiske system.
- at virksomhederne vil møde mere ensartede regler for offentlig medfinansiering af innovationsprojekter.
- at det analyseres, om proceduren for radio- og tv-selskabers ansøgning om sendetilladelse kan forenkles, og
- at den særlige regulering af teleområdet afvikles, i takt med at markedet normaliseres.
Der er yderligere oplysninger om de enkelte initiativer inden for Videnskabsministeriets regi på www.vtu.dk, og regeringens samlede handlingsplan findes på www.fm.dk.




