Videre til indhold. | Videre til menunavigation

06.12.2002

Sander i Guinness Rekordbog?

Videnskabsminister Helge Sander stiler ikke efter en plads i Guinness Rekordbog for sin hurtige besvarelse af et skriftligt spørgsmål i Folketinget, men han er formentlig tæt på det, efter at ministeren på under fem timer har givet svar til Pernille Rosenkrantz-Theil.

Videnskabsminister Helge Sander stiler ikke efter en plads i Guinness Rekordbog for sin hurtige besvarelse af et skriftligt spørgsmål i Folketinget, men han er formentlig tæt på det, efter at ministeren på under fem timer har givet svar til Pernille Rosenkrantz-Theil (MF, Enhl.), der kritiserede ham for "mafia-metoder over for universiteterne".

– Pernille Rosenkrantz-Theil har fejlagtigt fået den opfattelse, at jeg er gået ind og kommenteret høringssvarene til den nye universitetsreform. Men min skuffelse går alene på den tone, der har været i mediedebatten med fokus på små detaljer i stedet for at forholde sig til de store linjer, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Fire politiske partier i Folketinget har indgået en politisk aftale om en fremadrettet reform for universiteterne, og i tillæg er der også stabile økonomiske rammer med ekstra penge de kommende tre år.

– Jeg ønsker at understrege nødvendigheden af både større folkelig forståelse og opbakning til universiteterne. Det er ikke mindst, fordi vi i fremtiden skal leve af en mere videntung produktion og service.

– Nu skal vi videre, og vi skal sikre kvaliteten af lovforslaget. Derfor er jeg glad for de mange, kvalificerede høringssvar til vores lovudkast. Jeg er overbevist om, at de vil gøre loven endnu bedre, og sammen med de fire aftalepartier vil jeg nu vurdere, hvor vi finder behov for at justere lovforslaget i respekt for indholdet i den politiske aftale, understreger videnskabsministeren.

– Jeg har i dag telefonisk aftalt et møde med Rektorkollegiets formand Linda Nielsen, så vi i fællesskab kan sikre en indholdsmæssigt saglig debat, siger videnskabsminister Helge Sander.

Del