Regionale danske IT-styrker og -forskelle
"Regionernes IT-status 2002" er netop offentliggjort af Videnskabsministeriet. Rapporten belyser forskellige IT-temaer med statistiske data for hvert amt og giver endvidere en samlet IT-status for det enkelte amt.
- Bornholmerne er – efter københavnerne – Danmarks flittigste til at bruge nettet til uddannelsesformål: Hver anden internetbruger på Østersø-øen anvender nettet til dette formål.
- Borgerne i Vestsjællands, Storstrøms og Bornholms amter har de bedste tilbud om kommunal borgerservice på nettet.
- E-handel er mest udbredt i hovedstadsområdet, hvor 23 procent af virksomhederne er hoppet på vognen, mod 15 procent på landsplan. 43 procent af københavnerne har det seneste år handlet på nettet mod 30 procent på landsplan.
- Nettets flittigste danske e-mail-brugere bor i Vejle og Århus amter.
- Århus Amt scorer bedst målt på, hvor mange ansatte i IT-stillinger, der har en formel IT-uddannelse: 31 pct. mod 26 pct. på landsplan.
- IT-industrien i Nordjyllands Amt er størst i Danmark med en omsætning på knap 5 milliarder kr.
Disse oplysninger stammer fra den omfangsrige rapport "Regionernes IT-status 2002", der netop er offentliggjort af Videnskabsministeriet. Rapporten belyser forskellige IT-temaer med statistiske data for hvert amt og giver endvidere en samlet IT-status for det enkelte amt.
– Regeringen ønsker at styrke IT-anvendelsen i hele Danmark. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal udnytte IT på arbejdspladsen og i hjemmet på samme vis i Skagen, Herning eller Solrød. Men det er væsentligt, at vi har en rimelig præcis beskrivelse af IT-praksis i de forskellige egne af landet, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Med udgangspunkt i dette IT-Danmarkskort kan man vurdere de enkelte regioners kompetencer, styrkepositioner og IT-potentialer.
Publikationen kan hentes på www.vtu.dk eller bestilles ved henvendelse på tlf: 1881, e-mail: .




